AK ja – målmænd

Målmænd kommer ofte i fokus – enten for noget godt, eller fordi de ikke redder en bold, som en bedstemor i rullestol ville have klaret uden problemer. Men hvad sker der fx, når de forsøger at bokse bolden væk og rammer en angriber med fx hænderne. En episode er for nylig blevet diskuteret meget – straffe eller ej til Messi i Barcelonas kamp mod Betis. I denne klumme – sakset fra DFU’s hjemmeside tager Jan Carlsen målmændene og denne episode under behandling.

Så lykkedes det forhåbentlig alle at komme igennem jul og nytår og helskindet ind i 2016. Forhåbentlig blev der undervejs også tid til at nyde lidt af det overflødighedshorn af kampe fra de store ligaer, som kom forbi i løbet af perioden. Når jeg ser på udbuddet, kan jeg stadig blive helt stakåndet og tænke tilbage til tiden for 40-45 år siden, hvor man kunne gå rundt og glæde sig i en hel uge, fordi man vidste, at nu kom der en international kamp på monopol-TV’et Danmarks Radio. Ofte forskudt og typisk i sort/hvid – med relativt få kameraer, ligesom gentagelser i langsom gengivelse var et afgjort særsyn. Det her med flere kameravinkler var vist ikke engang født som en tanke endnu. Er man ikke svimmel i forvejen, kan man jo begynde at filosofere over, hvad de næste 40-45 års udvikling mon vil bringe. Det er formentlig kun fantasien, der sætter grænser.

Det blev da til lidt fodbold-TV her i huset ind imellem selskabelighederne – og arbejdet. En del kolleger og andet godtfolk kommer til mig hver vinter, når den danske sæson er slut, og siger noget i stil med, at det må være dejligt nu at kunne slappe nogenlunde af indtil foråret. Det gælder desværre bare ikke, når man også er involveret i det knap så synlige kulissearbejde med uddannelse af nye dommere, udarbejdelse af kursusmateriale, opsamling på det forgangne år og forberedelse af det nye med teoriaftener i diverse dommerklubber og andre steder. Ser man timemæssigt på det, er denne tid på året faktisk årets travleste for sådan én som mig (og mine talrige kolleger).

Inden jeg kommer til at lyde som den rene jammerkommode, hører det også med, at jeg nyder hvert øjeblik af det – for med garanti ingen af os i denne branche gør det for pengenes skyld, og det er også fint nok. At have en hobby, hvor man kommer i kontakt med mange mennesker og konstant får nye impulser, skal man ikke brokke sig over (i hvert fald ikke i forventning om medlidenhed).  Men det har sine omkostninger på den måde, at jeg ikke får set helt så meget i TV, som jeg egentlig gerne ville. Det lykkedes dog blandt andet at få sparket nogle få La Liga-kampe ind, og det fortrød jeg på ingen måde. Uanset hvem holdene er, og i hvilken ende af tabellen man befinder sig, sker der i Spanien altid et eller andet. Undertiden også det totalt uventede.

I kampen mellem Barcelona og Betis på årets næstsidste dag fik vi et perle-eksempel på, at målmanden ikke har nogen særrettigheder, når han med hovedet billedlig talt under armen tonser ud og forsøger at bemægtige sig en bold uden småligt hensyn til eventuelle forhindringer på hans vej, f.eks. angribere, der også gerne vil have fat i samme bold. Et straffespark, som i sidste ende blev til 1-0 , efter at bolden havde ramt overliggeren, og en forsvarer selv ekspederede den i mål, blev en nøglesituation.  Betis-målmanden Antonio Adan kolliderede med Lionel Messi, og det dømte straffespark fremkaldte nogle – skal jeg diplomatisk sige  ‘mindre høviske’  – reaktioner rundt omkring. De danske kommentatorer brugte ord som ‘katastrofe’ og ‘fadæse’, og f.eks. engelske Mirror’s hjemmeside havde overskriften ‘Never a penalty’. Men ikke desto mindre…

Man har ti forseelser i fodboldloven, der kan straffes med et direkte frispark eller straffespark (‘kan’ og ikke ‘skal’, for der kunne jo være en mulig anvendelse af fordelsreglen at tage hensyn til). Én af dem er ‘at springe på en modspiller’. Den kender man godt i andre sammenhænge f.eks. ude midt på banen, hvor en spiller tager tilløb, springer op og nærmest drejer sig 90 grader i luften for at være sikker på, at han får fat i modspilleren. Og måske bolden. Det er også lovfæstet, at selv om spilleren skulle ramme både bold og modspiller i sit spring, er det en forseelse. Tingene stiller sig selvfølgelig anderledes, hvis en spiller header bolden væk og så i sit tilfældige nedfald lander oven i en modspiller – det slipper han normalt godt fra, for nu taler vi om et tilfældigt sammenstød. Ingen er blevet oppe i luften endnu. Ude på banen vil ingen i en situation som den beskrevne være i tvivl om berettigelsen af frisparket. Men lad os så bevæge vi os ind i straffesparksfeltet, hvor konsekvenserne er større, og hvor det er målmanden, der har rollen som springer. Og så sker der noget med manges virkelighedsopfattelse.

Mens jeg skriver denne artikel, sidder jeg og ser på et herligt still-billede fra Mirror’s hjemmeside. Målmanden er midt i sit spring, fuldstændig parallel med jorden (!), har netop ramt bolden, med armene og to knyttede næver fremstrakt  (som han i øvrigt er ved at plante et sted på en tilfældig medforsvarsspiller, hvor ingen mand ville ønske sig at blive ramt). Messi er omvendt på vej ned, ramt af målmandens flyvende lår / knæ.. Der er nemlig sket det, at da målmanden i bedste kamikaze-stil kaster sig ud i strakt karriere efter den bold, som Messi også gerne vil have fat i på sin vej i modsat retning, får han med sine hænder godt nok ramt bolden, men resten af kroppen på ham får også kontakt med Messi. Så der foreligger en handling, hvor målmanden får både modspiller og bold, samtidig med at han ikke har kontrol over sin aktion (i hvert fald ikke resultatet af den). Og så skal der dømmes et direkte frispark. Desværre foregår det inde i straffesparksfeltet – og desværre er det målmanden, der er synderen – og så er konsekvensen et straffespark.

Stor opstandelse, 1. akt.  Men målmanden har altså ikke nogen særrettigheder i forholdet til modspillerne, og han skal tage lige så meget hensyn til sine modspillere og overveje sine handlinger lige så meget som alle andre. Kontakten er ikke stor (heldigvis), men den er der, og det er nok.

Skal der så uddeles et kort ?  Stor opstandelse, 2. akt.  Flere mente nemlig og fik det også sagt eller skrevet i fuld offentlighed, at skulle der endelig være straffespark, måtte der også være rødt kort til målmanden.   Der er – trods den manglende hensyntagen – ikke tvivl om, at målmandens primære spilobjekt er bolden, og når kontakten ikke er værre, skal der meget til, før selve den fysiske forseelse skal medføre et rødt kort.  Hvad så med et rødt kort for berøven af oplagt scoringsmulighed ?  Vi er godt nok tæt på mål, så det kunne være en mulighed – men første forudsætning for, at det kan komme på tale, er, at angriberen enten har eller er lige ved at få kontrol over bolden. Dette er en løs bold mellem parterne, som de begge vil have fat i. Så en udvisning på den konto er heller ikke en option. Begynder vi at tale i advarsels-baner, er der derimod mulighed for gevinst: sådan én skal nemlig falde, hvor forseelsen er begået hensynsløst – defineret som ‘at spilleren har handlet fuldstændig uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for’. Det vil jeg godt tilslutte mig – for Messi havde fået den flyvende målmand med fremstrakte knyttede næver direkte i hovedet for fuld kraft, havde konsekvenserne været uoverskuelige.

Så på forunderlig vis kommer denne episode til at knytte an til klummen nytårsdag, som fik overskriften ‘Forrygende målmandspræstationer’.  Dette var så bagsiden af medaljen. Målmanden er en udsat figur, og man skal nok være en lille smule gal for at stå derinde på øretævernes holdeplads som sidste skanse – men han har nøjagtig de samme forpligtelser over for de andre spillere, som alle andre har, selv om bolden i sagens natur er hans kæreste eje, og han så gerne vil have fat i den