Så er vi alle forhåbentlig kommet velbeholdne gennem juledagene og alle deres fristelser og er ved at ruste os til nytårets ration af dem. Når man læser andre klummer, er den sidste i et kalenderår ofte den med status over ‘årets bedste / værste / mest vanvittige’ osv., og jeg vil heller ikke udelukke, at der kan dukke sådan én op inden for det næste par uger, men vi skal nu lige have året færdig først, for der afvikles stadig kampe rundt omkring.

Det var ellers ikke, fordi ugens kampe i Premier League kastede det store af sig, i hvert fald ikke frem til onsdag aften. Det dramatiske højdepunkt var, da den genopstandne Sam Allardyce efter Crystal Palaces kamp mod Watford krævede en officiel F.A.- undersøgelse og brugte meget krudt på – Watfords maskot, den muntre hveps (eller rettere gedehams) Harry the Hornet. Den var godt nok ny: det plejer gerne at være vejret, banen eller dommerne, der er genstand for vrede efter en manglende sejr, men sjældent en maskot. Harrys brøde bestod i, at han efter slutfløjtet udførte et smukt fald foran Wilfried Zaha, som i kampen havde fået en advarsel af Mark Clattenburg for film og ikke det straffespark, som Big Sam mente, at han burde have. Tja – selve situationen er ikke éntydig på TV, men man kan i hvert fald se, at Zahas arme strækkes meget tidligt fremefter for at afbøde faldet, og det plejer at være et udmærket indicium for dommeren på, at dette fald ikke kom helt uventet. Selvfølgelig ikke den eneste parameter for vurderingen, men prøv næste gang at lægge mærke til spillerens armstilling ved film kontra ved en forseelse begået mod ham.

Men hvad med Harry ? Nu foreskriver fodboldloven ikke nogen bestemt code of conduct for maskotter, så vi er tilbage i, hvad der er ret og rimelig opførsel. Maskotter har jo ikke i den forstand en officiel funktion omkring en kamp, hvor man formoder, at de opfører sig neutralt, fair og ordentligt, men det går selvfølgelig ikke at begynde at angribe modstandernes maskot, som nogle vil huske fra det herostratisk berømte sammenstød ulv vs. krokodille fra en Midtjylland-Viborg kamp fra en god del år siden. Anderledes ligger det med aktørerne på banen, bænken – og for sags skyld stadionspeakeren, som trods lokalt tilhør formodes at være en rimelig neutral formidler. Her går det heller ikke at sende en bemærkning som følgende ud i æteren, som jeg oplevede det ved en dansk 3. divisionskamp for snart tredive år siden: ‘Og selv om linjevogteren mente, at der var offside, syntes dommeren det ikke, så xx [udeholdet] har bragt sig foran 3-1’. Nu var der ikke just så mange tilskuere, at det gav optræk til panik, men man kan levende forestille sig den mulige effekt af sådan en bemærkning.

I min bog er maskotter en del af hjemmeholdets fest og farver omkring en kamp, og det skader ikke (heller ikke som træner) at huske at tage sin humoristiske sans med til fodbold – men det bliver spændende at se, om der kommer et efterspil.

Netop dette med at opføre sig ordentligt synes at være et tema, der er oppe i tiden lige nu. Jeg får jævnligt henvendelser om, hvor meget eller lidt man egentlig kan tillade sig at sige eller gøre over for en dommer – og her spænder reaktionerne lige fra, at nu har protester fra spillere (og trænere) altså taget overhånd, til dem, som mener, at der altid skal være plads til følelser i fodbold. Det er en følsom balance og lidt ligesom at sælge elastik i metermål, men sandheden er nok et sted midt imellem.

Før denne sæson gjorde man i England et stort nummer ud af et direktiv, som skulle gøre det af med ‘utålelig opførsel’ ved at uddele røde kort til spillere, som konfronterede kampens dommere, brugte fornærmende sprog eller gestikulerede provokerende. Diskussioner ansigt til ansigt og tydelig mangel på respekt skulle medføre gult, og fornærmende eller provokerende sprog rødt. Det blev solgt som den helt store nyskabelse og fremkaldte et stille smil her på matriklen, for det er faktisk, hvad der altid har stået i fodboldloven. Men sådan er det med fokuspunkter før en sæson: de bliver typisk brugt, hvis dommerne ikke har været gode eller ensartede nok til at gøre det, som de burde – men det allerbedste er selvsagt, hvis spillerne bare kunne lade være, så problemet ikke opstod.

Dommeren har med fodboldloven i hånd to knager at hænge hatten på, når han skal afgøre med sig selv, om et kort skal være gult eller rødt. Gult bliver det, hvis det dækkes af beskrivelsen ‘ved ord eller handling protesterer’ – og rødt skal det være, hvis etiketten ‘bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’ passer. Så kan man supplere med princippet om, at der skal være plads til den spontane reaktion (så jo, det er tilladt at vise følelser) – men selvfølgelig ikke på en måde, der ryger over kanten ved ordvalg, lydstyrke eller fagter. Men når spillerne bliver ved længe, kommer løbende langvejs fra for at brokke sig, eller ligefrem stimler sammen om dommeren efter en kendelse for at påvirke ham (hvilket de ikke kan alligevel), så er vi langt hinsides det spontane – og det er de situationer, som man skal have fat i. Det var et punkt, som både hold og dommere blev instrueret i før årets EM med nogle yderst illustrative videoeksempler – og vi fik et EM, hvor protesterne var meget færre end normalt.

Kort før jul kom en udtalelse fra FIFAs tekniske direktør, den tidligere stjerne Marco van Basten, om, at man i FIFA diskuterede en regel, hvor det kun var anførerne, der måtte kommunikere med dommeren under en kamp (bortset fra de uskyldige ting som at spørge, hvor lang tid der er igen, kommunikation ved skader o.l.). Det er en regel, som man kender fra rugby, hvor den efter sigende fungerer fremragende. Nu er der det at sige til det, at rugby nok mere er et spil med basale gentleman-dyder end fodbold (selv om man ikke lige skulle tro det, hvis man uforvarende og uden dybere kendskab kommer til at se en kamp), så spørgsmålet er, om det ville virke lige så godt. Og ikke mindst gælder reglen også den anden vej – så med denne regel vil man berøve dommeren ét af hans bedste virkemidler, påtalen (eller ‘henstillingen’, som mange stadig insisterer på at kalde den). Den vil også skulle gå via anføreren. Et andet problem kunne være, hvis anføreren var målmanden – det ville give nogle gevaldige spilstop, hvis al kommunikation skulle den vej rundt.

Så tror jeg personlig mere på et andet greb fra rugby, som man faktisk med FIFAs velsignelse kørte et større forsøg med i England fra 2002 og frem, også på Premier League-niveau: hvis der var dømt et frispark, og en spiller efterfølgende protesterede eller forsøgte at forhale igangsættelsen, blev bolden ud over advarslen simpelthen flyttet 9,15 m nærmere modspillernes mål (dog med stop ved straffesparksfeltets grænse). Der var endda eksempler på, at det skete to gange i samme sekvens – og det havde en forbløffende afskrækkende effekt. Desværre besluttede FIFA i 2005 ikke at gå videre med forsøget eller prøve at ophøje det til lov, fordi man var bange for, at det ville skabe forvirring i de lande, hvor man ikke kendte fænomenet fra rugby…

Van Basten sagde det helt rigtige i det interview, som jeg læste: ‘Der er masser af følelser i spillet, og det er det gode ved det – men vi er nødt til også at kontrollere følelserne’. Lige på kornet: vi er mennesker allesammen, og selvfølgelig skal man have lov til at reagere. Når jeg med hammeren rammer fingeren og ikke sømmet, er det heller ikke en stille aftensang fra Højskolesangbogen, der kommer ud af munden. Nøgleordet – som også er et buzzword hos UEFA – er ‘respekt’: respekt for spillet, for hinandens funktioner og for hinanden som mennesker. Man kan godt reagere med følelse og samtidig gøre det på en måde, så respekten for modparten er intakt.

Der blev ikke plads til at komme ind på det kapitel, som hedder trænere og andre på bænken. Det skal nok komme – men jeg kan godt afsløre, at nøgleordene er nogenlunde de samme.

Men der skal også være plads til at ønske læserne et rigtig godt nytår med håbet om masser af god fodbold i 2017 – situationer til diskussion skal nok komme af sig selv.