Og os andre hjemme i sofaen, der kloger os, når vi har set situationen tilpas mange gange i forskellige vinkler. I en klumme fra starten af sommerferien gennemgår Jan Carlsen videodommeren. Os, der kan huske tilbage til VM i 1998 mindes måske kampen mellem Brasilien og Norge, hvor den amerikanske dommr dømmer et afgørende straffespark til Norge. Ikke et eneste af kampens 16 officielle kameraer kunne vise, at han havde ret. Der gik over et døgn, før man fandt en optagelse, der viste, at der var straffespark… Desuden er meget i en fodboldkamp jo hverken sort eller hvidt.. Se eventuelt dette indslag med dommeren fra dengang. ca.4.20 inde i indslaget er beviset…Indslag med dommeren fra Norge – Brasilien
Jans klumme er som sædvanlig sakset fra DFU’s hjemmeside.
I øjeblikket afvikles Confederations Cup i Rusland. Den turnering, hvor mestrene fra de forskellige kontinenter støder sammen, og som af nogle kaldes for et mini-VM. Turneringen er aldrig blevet til det store brøl, og i virkeligheden tror jeg, at de fleste meget gerne ville være foruden. Navnlig de spillere, som er impliceret på et tidspunkt, hvor de nationale og store europæiske turneringer lige er afsluttet, og en smule sommerferie kalder efter en hård sæson. Af samme grund er klubberne næppe heller begejstrede for turneringen, for den ligger på et tidspunkt, hvor man efter et par vejrtrækninger allerede skal til at tænke på den kommende sæson – plus naturligvis den risiko, som der altid er for at få en spiller skadet hjem.
I virkeligheden er turneringen nok så meget en chance for at give værtsnationen til det VM, som følger året efter, en form for generalprøve på et logistisk knap så udfordrende niveau. Det er en god lejlighed til at få checket de arrangementsmæssige detaljer – sikkerhedsforhold, stadionforhold, praktiske detaljer, som overraskede osv. Alt sammen i en kontekst med otte hold i stedet for 24. Tilsvarende giver det FIFA en udmærket pejling på, hvor langt oppe på stigen værtsnationen egentlig står i forberedelserne. Lur mig, om ikke der er diverse checklister af alle slags, officielle som uofficielle, i anvendelse i disse dage.
Og så er det også den første større samlede afprøvning på dette niveau af VAR, ‘Video Assistant Referee’, eller ‘videodommeren’ blandt venner. FIFA har for længst proklameret, at man vil anvende systemet ved VM 2018, uanset at man lige nu er midt i en forsøgsperiode, og så er det jo passende også at få taget temperaturen på den side af sagen. Dette skrives inden semifinalerne, men jeg skal love for, at VAR har tiltaget sig noget af en hovedrolle i en række situationer indtil nu. Det er der for så vidt heller ikke noget galt i – det er trods alt det, som man har en forsøgsperiode til, for det er dér, man skal finde alle tvivlsspørgsmålene og fejlkilderne. Men jeg tror, at der allerede nu har været rigeligt til, at enhver kan se, at videodommeren – eller rettere ‘videodommerne’, for der er tre af dem – ikke nødvendigvis er en guds gave til menneskeheden, og at anvendelsen også rejser en række nye problemstillinger. Jeg er helt sikker på, at den endelige udformning af videodommerens anvendelse ikke bliver identisk med de forsøgskriterier, som man opererer med lige nu – men igen, det er også fint nok. Reaktionerne har dækket hele spektret fra ‘Håbløst’ til ‘Lad os nu se’, men alle er nok blevet klar over, at man med anvendelsen måske nok får reduceret ét sæt problemer, men til gengæld vinder nogle nye. I sidste ende må det blive en afvejning af, hvilket af de to onder man foretrækker. Det er i hvert fald i fin stil demonstreret, at man ikke med dette system nødvendigvis når frem til den fulde sandhed og højeste retfærdighed, hvis nogen ellers havde forventet det. Og det er sikkert heller ikke så dårligt at få forventningsafstemningerne på plads, selv om det sker på den hårde måde.
Lad mig lige repetere, hvad det er for typer afgørelser, man i forsøgsperioden tillader VAR at give sit besyv med på. Først og fremmest er det gennemgående ordvalg, at det handler om ‘klart forkerte’ afgørelser. Vi er altså ikke ude i, at videodommeren skal med ind over en situation, som er åben for diskussion eller ligger inde i det grå område, hvor det er dommerne på banen, som skønner. Det er de sort/hvide områder, som videodommeren er designet til at redde, så man når frem til den korrekte afgørelse. Områder for videodommeren er scoring af mål: er der begået en klar lovovertrædelse, som gør, at det mål, som nu er blevet scoret, ikke kan anerkendes alligevel ? Straffesparksafgørelser: videodommeren skal sikre, at der ikke træffes nogen klart forkert afgørelse. Det kan vende begge veje: altså både straffespark, som bliver dømt, og som ikke bliver det. Situationer omkring udvisning: det skal sikres, at ingen bliver udvist uden grund – eller får lov til at blive på banen, selv om han skulle have været udvist. Og endelig forveksling af spillere: videodommeren er garant for, at det ikke er den forkerte spiller, der får et gult eller rødt kort.
Proceduren er, at videodommeren kan gøre dommeren opmærksom på, at der er en situation, som han gerne vil gense. Det gør han som trin 2 – og i trin 3 har dommeren to muligheder: enten selv at gense situationen på monitoren ved banen, eller at rette sig efter videodommeren uden selv at se situationen igen. Men det er altid dommeren, der har den endelige afgørelse, heraf også navnet VAR: video assistant referee. Dommeren på banen er altid hoveddommeren.
Og hvad har vi så mødt under Confederations Cup (listen gør på ingen måde krav på at være fuldstændig, for jeg har ikke fulgt med i samtlige kampe) ?
I kampen mellem Cameroun og Chile fik vi med videoens hjælp både underkendt og anerkendt et mål for to meget snævre offside-situationer. Man kan sige, at dette jo ikke er klare overtrædelser – men til gengæld er selve offside-positionen (om spilleren har næsen for langt fremme eller ej) jo objektivt målbar. Til gengæld skal man huske, at her ligger bolden inde i mål, så der er ro til at foretage vurderingen – men man kan ikke bruge videoen den anden vej rundt, så et angreb, som fejlagtigt bremses på grund af en forkert offside-kendelse, er der ikke noget at gøre ved.
Mest grotesk foregik det mellem Mexico og New Zealand i en yderst hektisk slutfase. En NZ-spiller bliver tydeligt holdt i en omstilling – en klar advarsel. Han kaster sig og fælder en Mexico-spiller med en kontakt i knæhøjde. Minimum gult – og rødt kunne snildt forsvares. Det udløser en kæmpemæssig massekonfrontation, men da krudtrøgen har lagt sig, gør dommeren ikke mine til noget. Så kommer videoen på banen, og der uddeles én advarsel. Vi er klar til at genoptage spillet – og så kommer videoseance nr. 2, som udløser yderligere to gule kort. Jeg kan ikke gennemskue, om det er de to syndere før slagsmålet, som får advarsler, og så lige en ekstra én med i puljen – men der er noget, som ikke stemmer. En massekonfrontation skal udløse mindst to advarsler, så vi burde i hvert fald ende med et lige tal. Og kan videoen bruges til at give gule kort ? Principielt ikke, som forsøget er udformet. Eneste mulighed, som jeg kan tænke mig, er, at videodommeren har plæderet for rødt, men dommeren kun synes gult – og det skal selvfølgelig så uddeles. Men det er givet den situation, som vil blive diskuteret længst i laboratoriet.
Mellem Australien og Cameroun dømmes et klokkeklart straffespark til Australien – og så kommer videoen alligevel indover, hvorefter straffesparket fastholdes. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det straffespark kan ses i mørke og på 50 meters afstand, så forhåbentlig får videoen ikke en rolle som dommerens livsforsikring til at legitimere det åbenlyse.
Og endelig Cameroun (besynderligt – dér var de igen : alle tre gruppekampe !) mod Tyskland, hvor der indledningsvis uddeles et gult kort til en Cameroun-spiller, hvilket videoen ændrer til et rødt. Endnu en videoseance godtgør, at det er den forkerte spiller, som er blevet udvist, hvorefter den rigtige udpeges. Vi lander det rigtige sted, selv om det kunstneriske indtryk afgjort kunne have været bedre.
Så indtil videre synes jeg, at indtrykkene fra anvendelsen af videodommeren har været noget mudrede. Læg hertil, at det klart har taget for lang tid – i nogle tilfælde op til 3-4 minutter, før kampen har kunnet genoptages. Den proces skal nok blive strømlinet med rutinen, men selvfølgelig går der noget tid (som så tillægges i den anden ende). Det har også været rejst som et punkt i medierne, at publikum jo ikke aner, hvad der foregår i den tid – eller hvad det er for en situation, der vurderes. Der er endda nogle, der har ment, at situationen burde blæses op på storskærmen, så publikum kunne følge med. Så langt hverken tror eller håber jeg, at vi kommer – det ville være at bede om øretæverne ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Uanset hvor klar situationen måtte synes for dommeren og videodommeren, skal man næppe forvente fuld enighed ude på tilskuerpladserne.