The Board har udsendt den nye udgave af fodboldloven. Det betyder, at regelændringerne til den kommende sæson er på plads, og at den danske lovgruppe med Jan Carlsen i spidsen skal i gang med at oversætte og “fordanske” loven. I denne klumme kigger Jan lidt tilbage på sidste års ændringer og ser frem mod de kommende, der gælder fra den 1. juli. Klummen er som sædvanligt hentet på DF-u.dk
Nogle vil nok huske, at det sidste år ved samme tid på denne plads meget handlede om den totalt nyreviderede lovbog, som kastede en masse ændringer af sig. Der var, hvis man skrabede det hele med, et pænt stykke over 100 ændringer, hvoraf mange dog var rent redaktionelle. Men der blev alligevel rigeligt tilbage til, at vi havde en større danmarksturné for at sætte dommerne ind i reglerne før 2016/2017-sæsonen – og senere en speciel omgang for dommerinstruktørerne, som skulle have en anden vinkel på ændringerne. Nogle kaldte det den største nyskrivning af fodboldloven nogensinde – det var i hvert fald den, som på papiret havde flest ændringer. Om den så fodboldfilosofisk var større end ændringen i 1937, hvor man også vendte bunden i vejret på det hele, må være et sen aftens-spørgsmål for feinschmeckere.
I sidste ende var det nok de færreste af ændringerne, som i virkelighedens verden faldt i øjenene. At begyndelsessparket nu ikke længere skulle sparkes fremefter, men at spillet måtte igangsættes også ved at sparke bolden bagud, blev mode allerede under EM 2016, som blev premieren for de nye regler. Berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet skulle nu ikke længere automatisk give udvisning, som det skete uden for feltet, men arten af forseelsen afgjorde: hvis spilleren havde muligheden og viljen til at spille bolden, når tacklingen blev sat ind, men kun fik fat i modspilleren, var straffen kun en advarsel, hvilket har reddet en del målmænd. Og et indirekte frispark dømt for offside skulle nu tages dér, hvor spilleren blev strafbar, ikke hvor han var, da bolden sidst blev spillet af en medspiller. Det kunne i princippet medføre et offside-frispark på egen banehalvdel – sjældent set, men dog indtruffet. Endelig var der nogle raffinementer omkring straffespark, hvor forseelser af sparkeren eller en medspiller nu kunne medføre, at sparket blev tabt helt og holdent.
Og nu står vi der så igen. Heldigvis er det ikke nær så voldsomt denne gang, men helt naturligt efter en så gennemgribende revision er der ting, der faldet mellem to stole, ikke er blevet formuleret nøjagtigt nok – eller bare har vist sig godt at kunne tåle at blive gennemtænkt endnu engang. Og så er der en lang række konsekvensrettelser, som nok mest er for os nørder. Jeg er altid noget loren ved at begynde at tale om årets ændringer alt for hurtigt, for de træder altså først i kraft 1. juli herhjemme, og ubefæstede sjæle skulle nødig begynde at dømme efter dem i weekenden, men nu kommer der så alligevel en hurtig tur igennem. Længere fremme mod 1. juli kan det så måske blive en lidt mere dybdegående tur gennem nogle få udvalgte – og også en gennemgang af reglerne for tidsbegrænset udvisning i stedet for advarsel, som nu endelig er blevet officielt tilladt i visse kampe (selv om vi i Danmark har praktiseret det i mange år). Det er måske i virkeligheden den største revolution i år.
Jeg vil gætte på, at den mest interessante ændring – og den, som man kommer til at lægge mest mærke til – er, at det at bremse et lovende angreb i straffesparksfeltet nu ikke længere skal koste den obligatoriske advarsel, hvis forseelsen indebærer et forsøg på at spille bolden. Det er egentlig en logisk konsekvens af sidste års ændring omkring berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Når udvisningen her i visse tilfælde nedgraderes til en advarsel, er det naturligt at føre ændringen videre til ‘lillebror’, at bremse et lovende angreb. Tanken bagved er, at der jo ikke er bremset noget som helst lovende, hvis det veksles til et straffespark. Det er en ændring, som jeg tror, at man bliver glad for – også dommerne, når de først har vænnet sig til, at der lige kom endnu en overvejelse, som skal foretages, før man kan afsige den korrekte kendelse i straffesparksfeltet.
På samme måde fører det, at begyndelsessparket nu må sparkes bagud, til, at den spiller, som foretager sparket, må befinde sig på modspillernes banehalvdel, før sparket foretages. Det var en konsekvensrettelse, som man ikke lige fik med sidste år: indtil nu har alle spillere skullet være på deres egen banehalvdel, og det vil kræve en del akrobatik for sparkeren at overholde det, hvis han vil sparke bolden bagud. I den lidt mere kuriøse afdeling får man nu slået fast, at et målmandsskift eller en udskiftning, som sker i pausen uden dommerens tilladelse, ikke kræver advarsel, men at dommeren til gengæld skal foretage en separat indberetning. Normalt vil ulovlige skift eller udskiftninger jo bære en advarsel med sig – men det har længe været et diskussionstema, om det også gjaldt i pausen, hvor skaden jo ikke er lige så stor.
Der er endnu et par tilfælde, hvor der er spillere på banen, som ikke burde være der, og som nu bliver præciseret. En spiller, som er uden for banen, og som skal have dommerens tilladelse for at genindtræde, skal – hvis han kommer ind uden dommerens tilladelse og får indflydelse på spillet – straffes med direkte frispark. Han kunne måske forhindre en bold i at gå i mål, løbe i vejen for en modspiller eller ligefrem begå en forseelse mod ham. Frisparket skal tages dér, hvor spilleren fik indflydelse og praktisk betydning – og det betyder også, at hvis en forsvarer løber ulovligt ind og får indflydelse, vil det være rigtig dumt, hvis det sker i straffesparksfeltet, for så er taksten nemlig et straffespark (plus formentlig et eller andet til klubbens bødekasse). Hvis et hold skulle komme i den situation, at de scorer, men er en ekstra spiller på banen, koster det også et direkte frispark – dér hvor den ekstra spiller befandt sig.
Omkring bænken og det tekniske område er der også et par forhold, som nu bliver sat på plads. Skulle man have en læge på bænken, og han af en eller anden grund har opført sig på en måde, så han er blevet bortvist, må han selvfølgelig ikke længere befinde sig på bænken, men han må gerne stadig optræde som læge, hvis der er brug for det, og det ikke er muligt at finde en anden. Spillernes sikkerhed må altså ikke forringes, bare fordi lægen har diskvalificeret sig selv fra at opholde sig på bænken. Det bliver også slået fast, at den eneste elektroniske kommunikation, som må ske fra officials i det tekniske område, er den, som har at gøre med spillernes sikkerhed – altså f.eks. en kommunikation mellem træner og den medicinske stab, som er ved at tilse en spiller inde på banen.
Skulle en spiller begå en forseelse mod en modspiller, reserve eller official uden for banen (f.eks. spillerne, som er landet uden for linjen, hvor den ene så puffer til den anden), er straffen nu et frispark på linjen, hvis bolden er i spil. Sidste års ændring var ufattelig indviklet og kunne – afhængig af, hvordan spillerne var kommet uden for banen – give direkte frispark, indirekte frispark eller at dommeren skulle lade bolden falde. Nu er det udelukkende forseelsen, som afgør, om det bliver til et direkte eller indirekte frispark på linjen – og igen skal man som forsvarer nok lade være med at begå noget bag sit eget straffesparksfelt, for så bliver det dyrt, hvis forseelsen er til et direkte frispark.
Vi slipper også af med en af de mere ulogiske ting i fodboldloven, som besynderligt nok strøg igennem sidste års filter, men som altid har givet forklaringsproblemer, fordi det var et særtilfælde. Ikke at det sker så tit, men alligevel. Hvis man begynder at kaste genstande ind eller ud af banen (f.eks. udskiftningsspiller kaster en vandflaske i hovedet på en modspiller inde på banen – eller spiller på banen kaster en snebold efter modspillernes træner), koster det nu det logiske direkte frispark i stedet for det indirekte frispark, som hidtil har været kendelsen. Er kastet udefra og ind, tages det direkte frispark dér, hvor genstanden ramte eller ville have ramt – er kastet indefra og ud, tages det direkte frispark på linjen.
Som man kan se, er langt det meste ikke just hverdagssituationer, så man behøver næppe ligge vågen om natten over det, men det er nu fint nok at have fået lovgivet, så der er en afgørelse, når de måtte komme forbi. Og så er det da meget hyggeligt, at det nu er blevet skrevet ind, at dommerens afgørelser altid skal respekteres. Fantastisk nok har det aldrig stået der før, men nu er der altså en lovhenvisning, hvis nogen skulle være i tvivl.
Og husk nu, at alle ændringer først er fra 1. juli – naturligvis bortset fra det med at respektere dommerens afgørelser, som altid har været underforstået, og som alle naturligvis allerede gør…