I denne udgave af sin klumme tager Jan Carlsen fat i film og indkast. Hvor mange kender egentlig afstandsreglen for indkast? Klummen er sædvanen tro sakset fra DFU’s hjemmeside.

Uanset hvor meget jeg prøver, er det umuligt at følge med i det hele, og derfor er jeg kisteglad for gode faste kunder, som gør mig opmærksom på situationer og, hvis bølgerne går rigtig højt, endda forsyner mig med et link, så jeg ikke selv skal ud at jagte situationen i cyberspace. Sådan en henvendelse fik jeg i sidste uge, og det var til en situation, som jeg nødig ville være gået glip af. Det handler om kampen mellem Arsenal og Leicester, hvor der var en gribende film-situation omkring Alexis Sánchez. Faktisk var den så eklatant, at den ledte tankerne hen på alle filmsituationers moder, Rivaldos herostratisk berømte indsats ved VM i 2002.

Situationen her indtraf dybt inde i overtiden, hvor Arsenal i den grad var interesseret i at få tiden til at gå efter kort forinden at være kommet foran. Tilsvarende pressede Leicester selvfølgelig på, og det er i forbindelse med et indkast langt oppe på Arsenals banehalvdel, at situationen opstår. Christian Fuchs skal tage indkastet, og Sánchez har taget opstilling en meters penge fra sidelinjen foran kasteren. Da Fuchs tager tilløb, rykker Sánchez yderligere et par små skridt nærmere. Dommeren fløjter på langdistance og gør det klart for Sánchez, at han skal længere væk. Det bliver denne gang til vel maksimalt halvanden meter fra kasteren,  og scenariet med at gå længere frem under Fuchs’s tilløb gentager sig. Nu gider Fuchs imidlertid ikke lege med længere og foretager et teknisk set fuldstændig korrekt indkast direkte ind på skulderen af Sánchez. Sánchez reagerer ikke det første par sekunder, men så drejer han 180 grader, tager sig med begge hænder til hovedet og ruller godt og grundigt rundt på jorden. Det afstedkommer en større massekonfrontation og i sidste ende en  velfortjent advarsel til Sánchez.

Der er masser af delelementer, som man kan hygge sig med. Først og fremmest skal vi huske, at der er en afstandsregel for modspillerne ved indkast, ligesom der er de 9,15 meter ved frispark. Ved indkast er sikkerhedsafstanden 2 meter og har været det siden 2005, hvor det blev skrevet ind i lovteksten. Indtil da var det de enkelte forbund, som kunne sætte retningslinjer, og selv om det nu kan lyde fantastisk, var der pænt store forskelle i intervallet op til 5 meter. Herhjemme kørte vi en linje, der sagde, at afstanden skulle være sådan, at kastet kunne foretages uhindret, og uden at det var til fare for spilleren selv. Så var der også taget hensyn til højdeforskellen blandt spillere osv. Men det var nu fornuftigt nok, at man internationalt skar igennem dette cirkus og fastsatte 2 meter som afstandskravet.  Vi skal lige have med, at afstanden er 2 meter fra sidelinjen og ikke fra kasteren, som jo gerne må stå bag linjen og kaste ind. Man kommer altså ikke ud i den situation, at kasteren står 2 meter bag linjen og modspilleren på selve sidelinjen.  Så hvis dommeren nu bare havde insisteret på at få overholdt afstanden for Sánchez, som han jo egentlig var på vej til i første omgang, var de efterfølgende ting aldrig sket – men så havde det på den anden side ikke været nær så interessant.

Fuchs kaster bolden direkte ind på Sánchezs skulder. Der er uden tvivl et element af irritation og frustration i det, og afhængig af den kraft, hvormed det sker, kunne begge kortfarver bruges. På forunderlig vis slipper Fuchs helt (han havde i øvrigt en advarsel i forvejen). Indkastet er udført teknisk korrekt, dvs med begge hænder bagfra og over hovedet i én fortsat bevægelse, så man kan ikke gå tilbage til indkastet, når bolden er i spil. Havde Fuchs nu valgt f.eks. at kaste bolden ind på Sánchez med én hånd eller ikke bagfra over hovedet, var indkastet aldrig blevet taget, og så ville vi – når diverse følgestraffe var delt ud – skulle i gang igen med det samme indkast og stadig til Leicester.

Sánchezs reaktion er klar film: han forsøger at forlede dommeren til at dømme noget, som aldrig er foregået. Straffen for det er en advarsel, og når bolden er i spil, og spillet standses for at tildele advarslen, er igangsættelsen et indirekte frispark til modspillerne. Det er et ualmindelig talentløst forsøg, som næppe kan narre nogen som helst – men det er stadig til en advarsel.

Og netop fordi udførelsen er så håbløs, kommer alle fodboldelskere over en vis alder naturligt til at tænke på Rivaldo-episoden fra VM i 2002. Det var i den indledende gruppekamp mellem Brasilien og Tyrkiet, at det skete – og i forbindelse med et hjørnespark. Der har været rimelig meget musik i den kamp, og stemningen var ikke just til teselskab og lagkage. Brasilien skal have hjørnespark, og Rivaldo har taget opstilling ved hjørneflaget. Tyrkillets Hakan Ünsal sparker bolden ud til ham – også med en vis kraft – og  den rammer Rivaldo på låret. Hvorefter han med et halvt sekunds reaktionstid falder bagover og tager sig med begge hænder til hovedet. Dette var så et af de tilfælde, hvor de onde lo, og de gode græd, for Hakan Ünsal blev udvist for epioden. I virkeligheden fuldstændig grotesk, eftersom der stod en linjedommer en halv meter fra Rivaldo med fuldt udsyn til det hele. Så der var på forhånd lagt op til lidt af hvert, da skæbnen ville, at de samme to hold tørnede sammen i semifinalen. Denne gang dog med vores egen Kim Milton som dommer, og han slap ikke så lidt bedre fra det end sin sydkoreanske kollega fra gruppespillet. Faktisk blev det en ganske god fodboldkamp uden unoder ud over det sædvanlige og forventelige på det tidspunkt i turneringen.

Vi kalder godt nok forseelsen for ‘film’ i mangel af bedre ord, men det dækker i virkeligheden over ethvert forsøg på at snyde dommeren.  Det engelske ord ‘simulation’ er meget bedre, men en direkte oversættelse bliver ikke rigtig god, når man ser på de paragrafmæssige sammenhænge, som det skal passes ind i. Så vi må klare os med ‘film’, indtil nogen kommer op med en genial løsning. Og måske er det ikke så tosset endda, for det er jo, hvad det kaldes i den almindelige fodboldjargon. Film forbinder vi typisk med spilleren, der går omkuld inde i straffesparksfeltet (og det er gerne dér, det sker, for dér er gevinsten størst, hvis det lykkes), men det kan foregå overalt på banen. Og det er ikke begrænset til at forsøge at få tiltusket sig et frispark eller straffespark – det kan være at overdrive en kontakt fra modspilleren, så man kan få tildelt ham et kort af en eller anden kulør, eller foregive, at man er skadet for at få tiden til at gå, eller….  Kun fantasien sætter grænser.

Jeg møder stadig ude på stadions (men nu heldigvis ikke så ofte længere i medierne) de to klassiske fejlopfattelser. Den ene er, at når en spiller går omkuld i feltet, er der enten straffespark eller advarsel for film. Og at der ikke kan være tale om film, hvis der er kontakt mellem parterne. Der er masser af tilfælde, hvor man kan have både kontakt og film – og der er mængder af gråzoner mellem straffesparket og filmen.

Den letteste film at opdage er selvfølgelig den, hvor der ingen kontakt er. Men er der kontakt, taler vi stadig om film, hvis en spiller udnytter en lille kontakt med modspilleren, eller hvis det er angriberen selv, der søger kontakten, f.eks. ved at falde ind over en modspillers ben, eller ved at foregribe den kontakt, som måske opstår lige om splitsekund. Endelig den variant, hvor spilleren overdriver den kontakt, der er, og gør sig umage for at få tingene til at se værre ud, end de er – som Sánchez og Rivaldo.

I UEFAs lille instruktionshæfte, som er dér, hvor man forsøger at håndtere trends ved at komme med nogle fokuspunkter og retningslinjer, beklager man, at der tilsyneladende er en stigning i antallet af forsøg på snyd, og at det gør dommerens opgave vanskeligere. Og det er virkelig noget af det allersværeste for at dommer at afgøre, også fordi nogle spillere – i modsætning til vores to venner – faktisk kan gøre det virkelig elegant. Sådanne spillere har eksisteret til alle tider – og fremtrædende nutidige spillere som Robben og Ronaldo (for nu at nævne et par tilfældige) ligger næsten konstant på kanten og forsøger hele tiden. Undertiden har man indtrykket af, at de ligger mere ned, end de står op.

Når der nu er så meget fokus på, at man vil have de rigtige og retfærdige afgørelser, skulle man fra spillerside måske også tage at kigge indad og lade være med selv at prøve at redde sig noget, som man ikke burde få. Men jeg ved godt, at det er et forfængeligt håb.