Det er en gammel traver, at der er nogle episoder, som man kan huske helt ned til detaljen om, hvor man var, da man oplevede det. Klassikerne er ‘Hvor var du, da præsident Kennedy blev myrdet ?’, eller ‘da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten ?’. Og så er der jo altså lige noget med en vis EM-finale for 25 år siden. Jeg kan huske, hvad jeg foretog mig ved alle tre lejligheder – men nu er det jo finalen, som det handler om.

Den 26. juni 1992 om aftenen sad vi såmænd til middag sammen med et par vennepar, også med fodbold- og dommertilknytning.  Det var en aftale, som var lagt på skinner, allerede før det blev klart, at Danmark overhovedet skulle overtage Jugoslaviens plads i turneringen, og da det var det muliges kunst med nogle meget travle kalendere, var det på ingen måde på tale at flytte eller aflyse. I dag ville man nok have overvejet at kaste sig i bilerne mod Göteborg og prøve at få tilkæmpet sig nogle billetter – men vi holdt os til den mere ydmyge løsning foran TV efter at have spist lidt hurtigere end normalt. Bortset fra selve det surrealistiske ved resultatet  blev det ikke mindre surrealistisk af, at det hele foregik på Amager en meget lille håndfuld kilometer fra Rådhuspladsen, og i det fine vejt med åbne vinduer kunne vi høre brølene, sukkene og susene fra storskærmsarrangementet derinde som akkompagnement til det, vi kunne følge på TV. Vores egne hyl taler vi ikke om. Og da vi meget sidst på aftenen skulle hjem, valgte vi klogeligt at tage motorvejen i stedet for at forsøge at hugge os vej ind gennem byen.

Selve kampen var jo ikke nogen objektiv skønhedsåbenbaring. For et par år siden skulle jeg i anden anledning checke et par dommermæssige detaljer i forbindelse med kampen og blev simpelthen chokeret over, hvor langsomt det gik. Jeg troede faktisk, at det var mit gamle VHS-bånd, der var gået i udu, men det var rigtigt nok. Men dommermæssigt og lovmæssigt er kampen faktisk interessant som den sidste betydende kamp, som blev spillet, mens det stadig var tilladt for en målmand at sætte hænderne på en tilbagelægning fra en medspiller. Den regel, som vi i dag i mangel af bedre typisk kalder tilbagespilsreglen, var selvfølgelig vedtaget tilbage i februar, og i de tider trådte regelændringer af uransagelige årsager i kraft den 25. juni (en herlig rund dato). Men da EM-finalen skulle spilles den 26., valgte man fornuftigvis at vente med at sætte reglen i kraft til den 1. juli, så  kampen ikke som den eneste i turneringen skulle spilles med den nye regel. Og tilbagelægningerne blev flittigt anvendt. Tipsbladets Thomas Pyndt har gjort sig den ulejlighed at tælle dem op og give mig resultatet: han fik det til, at Schmeichel 26 gange havde hænderne på en tilbagelægning, Bodo Illgner kun 4 – og det stoler jeg selvfølgelig så blindt, på, at jeg ikke vil kontroltælle. Jeg kan bare huske, at der var mange af dem, og at der afgjort var flest i Danmarks ende.

Der var andre ting i den finale, som nok kunne fortjene en nærmere behandling. F.eks. har vi vores eget danske evige diskussionstilfælde i stil med Englands 1966-finalemål: var der forsætlig hands umiddelbart før Vilforts scoring til 2-0 ?  Det kan man diskutere fra nu af og  mindst til næste juleaften uden at blive enige. Det var også blandt andet det EMs store mængder af kedelige tacklinger bagfra, der førte til en opstramning på det område i årene efter. Finalen havde i den grad også sin del af dem, men det har vi heldigvis lykkeligt fortrængt nu.

Så lad os blive ved tilbagespilsreglen: det faktum, at målmanden ikke (forsætligt eller uforsætligt) må røre en bold med hånden, som en medspiller forsætligt har spillet til ham med foden.  Af hjertet mener jeg, at det er den regel, der har betydet mest for fodboldspillet de seneste 50 år. Forkætret var den fra starten, og der var vilde protester. Herhjemme var der sågar en lokalunionsformand, der prøvede at overbevise os om, at den regel måtte man under ingen omstændigheder indføre i breddefodbolden, for det ville ødelægge alt. Men det kunne vi selvfølgelig ikke bare lade være med – i den forstand er fodboldloven ikke et tag selv-bord, hvor man vælger til og fra. Og i dag er det nok svært at forestille sig nogen længes tilbage til tiden før reglen. Formentlig ikke engang målmændene, for det interessante er jo, at reglen kom til at betyde fremelskningen af en helt ny type målmand, som nu også skal kunne en god del med fødderne.

Når reglen overhovedet blev til noget, var det som altid, fordi man ville have mere tempo i spillet og gøre det mere seværdigt for tilskuerne – og så er målmanden jo altid et let offer. Han var den eneste, som virkelig havde muligheden for at tage tempoet ud af kampen, for når han havde bolden i hænderne, var det uhyre svært at få bolden fra ham igen med lovlige midler (i dag er det faktisk fuldstændig umuligt). Der var siden slut-tresserne gradvis filet små skiver af målmandens rettigheder i et forsøg på at speede tingene op. Dengang måtte målmanden bevæge sig fire skridt med bolden i hænderne og kunne så sikre sig retten til fire nye skridt blot ved at slå bolden i jorden. Reglen blev justeret til at hedde fire skridt, som måtte deles (f.eks. tage to skridt, lægge bolden ned på jorden, foddrible lidt rundt, tage bolden op i hænderne igen og stadig have to skridt tilbage). Så røg delingen, så de fire skridt skulle tages i én portion, og i allersidste instans – men dog efter 1992 – blev de fire skridt til seks sekunder. Men målmanden kunne i 1992 stadig få rigtig lang tid til at gå med bolden i hænderne – f.eks. ved helt at lade være med at tage nogen skridt og bare stå der. Så var det op til dommeren at afgøre, hvornår blonden var nået. Så ræsonnementet var, at kunsten måtte være at sørge for, at målmanden i så få tilfælde som muligt havde bolden i hænderne og masser af tid. Det sidste puf ud over kanten sørgede bl.a. italienske målmænd beredvilligt for ved en umanerlig langsom spillemåde under VM på hjemmebane i 1990. Og så kom tilbagespilsreglen.

Det tog lidt tid, før man vænnede sig til den i praksis – både spillere og dommere. Det var ikke alle vurderinger i starten, der sad lige midt på skiven. Blandt andet bidrog de britiske øer til lidt underholdning og ikke mindst heftig diskussion ved i et par tilfælde på højt niveau at dømme for selv den mest uforsætlige hands. I Tyskland sørgede 2. Bundesligas første spillerunde i juli for, at der fluks kom en tilføjelse om, at man ikke måtte indlade sig på en spillemåde, der kun havde til hensigt at omgå reglen. Dér lagde en spiller sig nemlig ned på jorden og headede demonstrativt en trillende bold tilbage til målmanden, for nu var den jo ikke længere sparket, og så måtte målmanden vel godt tage med hænder ?  Nej, den gik ikke – og det gør det stadig ikke, som en PSG-spiller i Ligue 1 erfarede tidligere på året. Det er usportslig opførsel af markspilleren og indbringer en advarsel..

Nu er reglen vel en så integreret del af spillet, at man knap tænker over den længere. Vi har fået et mere afvekslende spil med hurtigere omstillinger, vi har en fået en målmandstype, som nu ikke bare kan tage med hænder, men også er en mere komplet fodboldspiller. For mig at se en gevinst for alle parter.

Og lad mig så slutte, hvor jeg begyndte – ned ad erindringens lange landevej. Skæbnen ville, at vi dagen efter finalen skulle på et par ugers bilferie, af alle steder i Tyskland. Da vi skulle af færgen i Rødby, kom vi til at holde ved siden af et folkevognsrugbrød med en flok tyske fans i landsholdstrøjer og det hele. De lignede ikke alle nogle, som jeg ville bryde mig om at møde en mørk aften, og de kom tydeligvis direkte fra Göteborg uden at have spildt tiden med at sove. . Og dér var vi i vores lille familiebil på umiskendeligt danske plader. Vi speedede grundigt op fra færgen – men efter få kilometer sejlede rugbrødet op på siden af os og blev liggende dér over et par hundrede meter med hornet i bund. Det var ikke lige øjenkontakt, som jeg følte mest for, men til sidst måtte jeg jo se, hvad meningen var – og så sad hele banden dér, først med tommelfingeren i vejret og så med klapsalver mod os. Dér røg så endnu en fordom….