Der er fuld gang i Europa, og i skrivende stund sent onsdag eftermiddag går det jo strygende for de danske hold. Der bliver skrabet fint med point sammen til koefficient-regnskabet, som gerne på et tidspunkt skulle give flere danske deltagere eller sikre, at de træder senere ind i turneringerne. Det minder foreløbig meget om den fine start, som holdene fik i 2015. Så det er bare med at håbe, selv om tingene kan ske hurtigt, og det desværre er set mange gange før, at en fremragende indsats i første kamp ikke kan følges op i returopgøret.
Lodtrækningen mager det som regel også sådan, at der er nogle kampe imellem, der ser ualmindelig giftige ud, selv om UEFA på forhånd har taget brodden af det værste ved f.eks. at sikre sig, at russiske og ukrainske hold ikke kan støde sammen, ligesom tilfældet er for Armenien og Azerbadjan. Men alligevel bød lodtrækningen til CL-kvalifikationen på et opgør, der må have fået enhver sikkerhedsansvarlig til at række ud efter de beroligende piller, nordirske Linfield og skotske Celtic. Kombinationen kan næsten ikke være mere kontroversiel med de religiøse protestantiske / katolske overtoner, og for at det ikke skal være løgn, skulle kampen programmæssigt spilles den 12. juli – som er den dag, hvor den protestantiske Orange-orden traditionelt marcherer i Nordirland og fejrer sejren over katolikkerne i slaget ved floden Boyne i 1690. Fornuftigvis havde man dog flyttet kampen fra onsdag til fredag, selv om fredag aften-kampe med en hel weekend forude heller ikke nødvendigvis er en sag for små børn. Jeg kan da huske et par opgør mellem FC København og Brøndby.
Ud fra de parametre skuffede kampen ikke. Fodboldmæssigt var det ikke det store sus, da Celtic var klart overlegne og fik en 2-0 sejr med hjem. Mens begivenhederne på banen var relativt udramatiske, var der godt nok gang i den udenfor, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have set ud, hvis man havde solgt til et fuldt stadion (man nøjedes med 8.000 ud af 18.000 pladser), og Celtic ikke på forhånd havde sagt, at de ikke ville have deres andel af billetterne. Nogle Celtic-fans havde dog sneget sig ind på privat basis. Det var i den anden ende, hos hjemmeholdets fans, at festlighederne udspillede sig. Kulminationen kom midt i 2. halvleg. Celtics Griffiths skulle sparke et hjørnespark ude ved de mest hidsige fans. Han forsøgte én gang og blev bombarderet med primært mønter og lightere. Indtil videre intet ud over det sædvanlige. Han bevægede sig ind i banen og fik en snak med dommeren, der sendte ham afsted igen, og i anden bølge kom der så yderligere kasteskyts, bl.a. en halvflaske spiritus af én eller anden art. Dog uden indhold. Hvordan man så ellers har fået den med ind gennem kontrollen, fuld eller tom, er et spørgsmål for sig. Den flaske skulle naturligvis også forevises for dommeren, hvorefter Griffiths fik en advarsel for at forhale tiden – og blev sendt tilbage til hjørneflaget igen. De er hårde hunde i Spanien, hvor dommeren kom fra – dér skal der åbenbart grisehoveder eller tilsvarende til, for at man kan undslå sig for at sparke.
Men Griffiths fik sin egen lille hævn efter kampen – først ved at løbe ud til fanafsnittet med et Celtic-halstørklæde. Det fik nogle sikkerhedsvagter forpurret, hvorefter han løb ind og bandt tørklædet rundt om målstolpen. Dér troede jeg, at det hele var eksploderet, men det lykkedes kontrollørerne at holde folk ude fra banen, mens Griffiths klogeligt flyttede sig. Spændende at se, hvad der kommer af efterspil: UEFA har i hvert fald bebudet, at man åbner en sag mod både Linfield og Griffiths. Men advarslen får lov til at blive stående, selv om man skulle synes, at det var spilleren, der var offeret her.
Der var også god gang i mekanikken uden for banen i returopgøret mellem Vardar fra Makedonien og Malmö – det fulgte jeg, dels fordi vinderen står til at møde FCK (hvis de ellers overlever onsdag), dels fordi det efter 1-1 i første kamp i Malmö lignede en åben affære. Skopje er traditionelt et uhyre svært sted at spille, og der var også vild gang i tilskuerne. Her var kasteskytset udvidet med sten, både mod svenske fans og spillere, men sikkerhedspersonalet så ud til være noget mere gearet end i Belfast. Inde på banen var der en ukrainsk dommer, og han var ikke bange af sig trods det uhyre intense tryk fra tilskuerne, suppleret med spillerappeller fra hjemmeholdet på alt, hvad han foretog sig. Der var i 1. halvleg inden for en halv times tid fire kontroversielle situationer, som alle faldt ud til Malmös fordel, så hjemmedommer var han i hvert fald ikke.
Efter godt et kvarter forfølger en Malmö-angriber en lang bold ind i straffesparksfeltet, hvor målmanden kommer bragende ud i modsat retning, selvfølgelig med kontakt til følge. Dommeren er kommet godt med i omstillingen, står glimrende placeret og er ikke i tvivl om straffesparket, som fløjtes prompte. Når man ser de langsomme gengivelser, ser det i hvert fald for mig grangiveligt ud, som om målmanden allerede har kastet sig og har sit ben på jorden, hvorefter den fremstormende angriber løber ind i det og falder – men det foregår alt sammen meget hurtigt, og der er egentlig efter omstændighederne meget få protester, selv om der selvfølgelig er en tre-fire forsvarere, der forsøger at få dommeren til at ombestemme sig. Det er vist ikke sket endnu – men presset sigter selvfølgelig også mere på at påvirke de situationer, som måtte komme efter. Advarsel til målmanden – for godt et år siden ville det have været en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed, men nu om stunder advarsel, fordi målmanden forsøger at spille bolden.
Minuttet efter er en Vardar-spiller ved at slippe fri i en omstilling lidt inde på Malmös baehalvdel. Han får vristet sig fri af det første forsøg på at begå frispark, men så kommer der endnu en Malmö-spiller busende. Han vil nok egentlig tackle, men snubler i sit løb, vælter forover og bringer angriberen til fald med en kontakt mellem sin arm og angriberens ben. Uhyre tæt på berøven af oplagt scoringsmulighed igen, og uden for straffesparksfeltet skal man ikke tage hensyn til, om spilleren forsøger at spille bolden – men det bliver kun til en advarsel. Bevares, vi er 40 meter fra mål, og måske er der en anden Malmö-forsvarer, der kan nå at gribe ind, men den afgørelse kunne gå begge veje. Her troede jeg, at man havde fået besøg af tilskuerne – men det lykkedes at holde dem ude.
Samme spiller – Malmös Brorsson – kommer godt et kvarter senere meget for sent i en tackling, der balancerer på knivsæggen mellem at være satset og hensynsløs. Vurderer dommeren den som satset, skal der ikke kort på – falder den i ‘hensynsløs’-kassen, koster den en advarsel. Og spilleren har altså én i forvejen, der kun er et kvarter gammel. Endelig kunne man tale om gentagne overtrædelser, hvilket også giver advarsel nr. 2. Men kortet blev i lommen – til stor frustration for både spillere og tilskuere.
Og for at det ikke skal være løgn, får Vardar et hjørnespark i 1. halvlegs tillægstid. Da bolden kommer indover, hopper den på den knoldede bane op på armen af en Malmö-spiller – appeller for straffespark, selvfølgelig, og da halvlegen fløjtes af ti sekunder senere, er der mange, der gerne vil eskortere dommere ud og fortælle ham noget undervejs. Det kunne sagtens være dømt – men det kan også sagtens forsvares ikke at gøre det: bolden kommer overraskende, armen er i en fornuftig position, og der ser ikke ud til at være nogen selvstændig bevægelse i armen.
Så der var fire situationer, som alle gik udeholdets vej. Alle af en kaliber, hvor de var så tilpas åbne, at en videodommer ikke ville have hjulpet noget. Nu endte Vardar med at vinde 3-1 efter en meget mindre kontroversiel 2. halvleg, og så rammer det selvfølgelig ikke overskrifterne. Men havde Malmö trukket det længste strå, kunne det have været interessant at læse makedonske aviser…
Sådanne kampe skal der nok komme mange af – dette er trods alt kun 2. kvalifikationsrunde – og uanset hvordan man vender og drejer det, er det også sådanne ting, spillet lever af. Hvis man vel at mærke kan holde styr på tilskuerne, så de og deres medbragte genstande bliver udenfor – og spillerne bliver inde på banen.