Der er kun 17 paragraffer at tage af i fodboldloven, hvilket ofte kommer som en stor overraskelse for folk, der møder regelsættet første gang. De fleste tror, at det må være meget mere omfattende, så svært som det søndag efter søndag viser sig at være at finde ud af. Og selv med 17 paragraffer er der selvfølgelig nogle, der tiltrækker sig mere opmærksomhed end andre. Det er sin sag at holde dampen oppe den første undervisningsaften på et nyt aspiranthold, hvis man skal tæve sig igennem banens mål osv., før man kommer til det, som har mere kød på. Af samme grund er der nogle, der mener, at den første undervisningsaften burde være helliget offside. Det er et afgrænset område, og paragraffen er den eneste af de 17, som drejer sig om taktik. Samtidig er der så meget geometri i den, at den i virkeligheden kan tages helt isoleret uden specielle forudsætninger hos publikum. Og så er man i hvert fald sikker på at have fanget opmærksomheden og fået diskussionerne i gang, når aftenen er gået.
Men selv om offside og § 12, hvor alle forbrydelserne er samlet, er de mest populære, er de andre jo ikke mindre vigtige af den grund, uanset hvor tørre og kedsommelige de kan synes. Det er svært at kontrollere og godkende en bane før kampen, hvis man ikke kender størrelsen på de forskellige felter, for nu at tage bare én ting. Jamen, er banerne ikke altid kridtet smukt og korrekt op ? Nej, desværre ikke altid. F.eks. er det min erfaring, at den lille hjælpelinje, som kan være anbragt på mållinje og eventuelt sidelinje for at vise afstandsreglen ved hjørnespark, i langt de fleste tilfælde, når vi kommer ned i rækkerne, er målt ud med 9, 15 meter fra hjørneflaget. Og det er ikke så godt, når den korrekte afmærkning er 9,15 meter fra buen – med andre ord 10,15 meter fra flaget. Det seneste par uger har budt på nogle eksempler i den mere spidsfindige afdeling, så lad os i denne uge tage en lille buket af dem.
Søndag stødte AC Horsens og FC Midtjylland sammen i Horsens – og sammen stødte også to Horsens-spillere, målmand Nicklas Dannevang og Peter Nymann. Endda noget så eftertrykkeligt. De jagtede den samme bold sammen med Midtjyllands Jonas Borring og stødte hovederne sammen. Borring, som var en halv meter fra, kunne erobre bolden mellem de to og sende den i mål – alt overstået inden for maksimalt to sekunder. Det gav en del musik, fordi det skete kort før pausen og var føringsmålet til 2-1. Lovmæssigt er der også nogle ganske spændende ting i det.
Først og fremmest er der ikke nogen forseelse. De to støder hovederne sammen af egen kraft – der er altså ikke tale om, at Borring puffer den ene ind i den anden, så vi er ude i noget ren teknik. Som begyndelse er der bestemmelsen om, at der skal være en målmand på banen. Målmanden er den eneste spiller, som er separat nævnt i loven, så ethvert hold skal have en målmand. Og deri ligger også, at han skal være funktionsdygtig – ellers er der jo ingen mening med at forlange, at han skal være der. Dannevang er helt klart ikke funktionsdygtig – i sidste ende må han efter en længere behandling lade sig udskifte, men derfor er der ikke nødvendigvis noget forkert i at anerkende målet. Tidsfaktoren er det afgørende her. Netop fordi der kun går et par sekunder, før bolden ligger i mål direkte fra Borring, og det ikke gør nogen forskel, om Dannevang er funktionsdygtig eller ej, er målet ud fra det perspektiv i orden. Man kunne også tænke sig, at en målmand i sine bestræbelser på at nå et yderligt placeret langskud kolliderede med målstangen, splitsekundet før bolden gik i mål. Her gør funktionsdygtigheden heller ikke nogen forskel – i modsætning til, hvis bolden også ramte stangen, og man spillede lystigt videre inde i straffesparksfeltet, mens målmanden var strakt til jorden ude i hjørnet af målet. Her ville der skulle afbrydes (og bolden falde), fordi målmanden ikke var i stand til at opfylde sin funktion og havde brug for det.
Næste trin er reglen om, at dommeren skal afbryde ved alvorlig skade og så vidt muligt skal gøre det øjeblikkeligt ved en hovedskade. Den kan vi heller ikke bruge, for inden nogen har en chance for at konstatere, at det er hovedet, den er gal med, ligger bolden i mål. Så selv om det er en ærgerlig og lidt paradoksal måde at score på, er der lovmæssigt intet at komme efter.
De mennesker, der som jeg ofrede lidt af nattesøvnen på at følge med i den sene spanske kamp mellem Sevilla og Barcelona søndag aften, fik ikke alene en fremragende fodboldkamp med fuld fart frem og kompromisløst angrebsspil fra start til slut – men også én af de mere kuriøse advarsler. Det hele foregår i slutfasen – efter 84 minutter, hvor Barcelona har bragt sig foran 2-1. Messi bliver bremset ret hårdhændet i en omstilling, og det indbringer en fuldt fortjent advarsel for at bremse et lovende angreb. Messi får i forløbet simpelthen trådt støvlen af, så nu skal han for det første lappes sammen igen – og han skal have monteret støvlen. Skadesbehandlingen tager en rum tid, men fred være med det -det bliver bare lagt på i den anden ende, men så er der lige det med støvlen. Messi tilbringer laaang tid på jorden og fumler med at få snøret støvlen op, selv om dommeren to-tre gange henvender sig for at få speedet tingene op – og så skal han jo også have den på samt snøret den igen. Her brister dommerens tålmodighed langt om længe, og han vil have Messi uden for banen og klare resten. Det bliver der også diskuteret lidt om, og under tilsyneladende højlydt brok rejser Messi sig og går langsomt ud mod den fjerneste sidelinje. Så knækker dommerens snor, og han giver også Messi en advarsel, hvilket ikke gør humøret bedre. Faktisk så dårligt, at han på vejen ud kyler støvlen i jorden og sparker den foran sig ud til sidelinjen. Hvis vi ser bort fra, at selve forløbet er så langstrakt og provokerende – uden tvivl også forstærket af tiden og stillingen – at advarslen éntydigt er i orden, skal Messi nok være glad for, at han ikke mødte en rigtig paragrafrytter med fløjten, for så kunne han snildt have reddet sig advarsel nummer to på vej ud for ‘ved ord eller handling at protestere’. Ingen var i hvert fald i tvivl om, hvad han mente om den sag.
Men det er det lovmæssige omkring spillernes udstyr, som er det sjove her – for dommeren har helt ret i, at Messi skal udenfor og bringe sit udstyr i orden, hvis det ikke lige kan klares i en ruf på banen. Selvfølgelig skal man ikke udenfor, hvis man har tabt en benskinne og kan stoppe den på plads på to sekunder – men lige så selvfølgeligt skal x tusind tilskuere og 21 spillere ikke vente på, at en støvle kommer på, selv om den er røget af som følge af en forseelse, som indbragte en advarsel.
Endelig var der i forrige weekend i kampen mellem Crystal Palace og Liverpool en interessant situation ved Robert Firminos mål til 4-2 for Liverpool. Han tog nemlig sin trøje af, før bolden havde passeret mållinjen (nu ved jeg godt, at vi har sneget os over i § 12, men det er stadig ren teknik). Det fik Daily Mirror til at kaste sig ud i voldsomme lovteoretiske overvejelser.
Tilsyneladende har Firmino en jubelhistorik, der går på at tage trøjen næsten, men kun næsten, af – og her gjorde han det så for alvor. Overvejelserne gik på, at dette jo kunne have kostet scoringen, fordi det skete, før bolden var i mål – og scoringsjubel skal jo straffes med en advarsel (som igen skal straffes med mindst et indirekte frispark, hvis bolden er i spil). Kunne vi i stedet for målet være endt med en advarsel til Firmino og et indirekte frispark til Crystal Palace ? Forhåbentlig ikke. For det eneste tilfælde, hvor det med statsgaranti skal koste en advarsel at tage trøjen af, er ved scoringsjubel – og man kan vel ikke tale om scoringsjubel, når der ikke er scoret endnu. Så kunne man selvfølgelig tænke sig, at dommeren betragtede det som usportslig opførsel (som også skal indbringe en advarsel) – men under de givne omstændigheder vil jeg ikke håbe, at nogen dommer ville finde på det. Der er en grund til, at det i den nye lovtekst er direkte nedfældet, at dommerne skal træffe deres afgørelser ud fra ‘fodboldloven og spillets ånd’. Og det kan umuligt være i spillets ånd at ville annullere et mål på den konto.
teksten er sakset fra Carlsen klumme på DFU’ s hjemmeside. Jan Carlsen er landets ypperste lovfortolker af fodboldloven.