Jan Carlsens klummer giver altid megen læring og grund til mange overvejelser. I denne udgave ser Jan på en lidt alternativ angrebsmetode, der blev brugt i juledagene i England. Læs klummen, der er sakset fra DFU’s hjemmeside her:
Nu er vi forhåbentlig alle kommet godt og grundigt igennem nytårsfestlighederne – så endnu engang de bedste ønsker om et godt nytår til alle læsere og velkommen til et rigtig spændende fodboldår for os alle. At Danmark nu igen har kvalificeret sig til en VM-slutrunde giver jo unægtelig en ekstra dimension. Jeg vil som altid sidde der med et dybt fokuseret blik på dommerpræstationerne, men selvfølgelig giver det noget helt ekstra, at vi nu også har nationale interesser med.
Flere har spurgt mig om VM-dommerne, og dem skal jeg nok vende tilbage til, når vi nærmer os årets fest. Der cirkulerer en liste fra FIFA, men der er tilsyneladende lidt forvirring om, hvor endelig eller officiel den er. Under alle omstændigheder kan der altid ske ting og sager, fordi dommeren og hans team skal til en fysisk test først i 2018 – og der er rigtig grimme eksempler på, at én fra holdet er faldet igennem og dermed har trukket resten med sig, og denne gang kompliceres billedet yderligere af, at nogle af de udtagne formentlig kun skal fungere som Video Referees ude i TV-vognen og aldrig kommer i funktion på banen. Jeg skal nok vende tilbage til listen, når vi kommer så langt – men et hurtigt blik ned over de europæiske dommere afslører ingen sensationer. Jeg lover at vende tilbage, når vi har en endelig liste, og når vi ved, hvilke dommere, der har hvilke funktioner.
Når dommerne skal fordeles, er det et rigtig grimt politisk spil, for hvor mange skal de enkelte verdensdele have med ? Der kan der skrives meget og længe om. Men lige så lidt, som det er verdens 32 bedste landshold, der er med ved VM, er det heller ikke de x bedste dommere. Man kan diskutere det, til man bliver helt blå i hovedet – på den ene side er de bedste dommere nok dem, der bliver stillet over for de største udfordringer, nemlig i Europa og Sydamerika. På den anden side bliver dommere fra andre verdensdele jo aldrig bedre, hvis de ikke får lov til at prøve kræfter med toppen af poppen. Ved sidste VM var jeg for eksempel vildt imponeret af en uzbekisk dommer, så der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem status for de nationale ligaer og dommernes præstationer. Hvis man tager den foreløbige liste, ser der ikke ud til at være hverken blålys eller åbenlyse justitsmord på den europæiske del af den, som i sagens natur er den, som jeg ved mest om . Jeg kunne da godt have ønsket et par navne mere med – men her kommer politikken og kvoteringen så ind. I det mindste er der ikke nogen på listen, som ikke burde være der. Men alt det vender jeg tilbage til senere på året, når VM nærmer sig, og når listen er endelig.
Juledagene i Premier League har ikke budt på helt så meget drama, som jeg ville have forventet ud fra en normalfordeling, og det er selvfølgelig noget skrammel, når man sidder og håber på de situationer, der kan trigge en lovmæssig kommentar. Men så må vi en tur ned i Championship i stedet.
Burton og Leeds stødte sammen kort før jul, og det kom der et ret medrivende opgør ud af, men også en ret så interessant offside-situation. Den fik selvfølgelig ikke for lidt i de danske medier (også fordi Thomas Christiansen er træner i Leeds), men så revolutionerende er den trods alt heller ikke. Essensen er, at man som angribende hold anbringer et par spillere bag modspillernes forsvarsmur. Det er en variation, som er prøvet til bevidstløshed, men som stadig kan overraske folk. Jeg husker herhjemme Næstved tilbage i 1980’erne, som anbragte en spiller ved hver målstolpe, og mens målmanden så var ved at blive vindøjet af at finde ud af, hvad de to herrer nu fandt ud af, kunne der ske hvad som helst. Temaet er dukket op mange gange i tiden derefter. Så hvis bare man lever og venter længe nok, kommer tingene forbi igen i historiens store cyklus. FC Midtjylland gjorde noget helt tilsvarende i Riddersholm-perioden – og det rigtig spændende er selvfølgelig , hvad de lovmæssge implikationer egentlig er. Offside-reglen er jo på ingen måde for små børn, og det rigtig spændende er, at det er den eneste paragraf i fodboldloven, som decideret handler om taktik. Med andre ord er der her lagt op til, at de kloge kan narre de mindre kloge, hvis de får muligheden.
Frispark kort uden for straffesparksfeltet. Leeds stiller to angribere bag Burtons forsvarsmur – ret langt bagved, faktisk nogle få meter foran målfeltet. Nu er offside-reglen jo sådan skruet sammen, at man skelner mellem to begreber: position og strafbarhed. Positionen går på, at en spiller er i offside-position, hvis han er nærmere mållinjen end både bolden og næstbageste modspiller i det øjeblik, hvor bolden bliver spillet af en medspiller (det vil sige her i det øjeblik hvor frisparket bliver sparket). I offside-position kan man i princippet være i 90 minutter, hvis man måtte have de lyster – men for at der skal fløjtes, skal der foreligge noget strafbart. Der er tre muligheder for at blive strafbar i en offside-postion. De to af dem kan vi i denne sammenhæng komme ret hurtigt hen over, selv om det i det virkelige liv nok er dem, der bruges mest: indvirke på spillet og opnå en fordel af sin offside-position. De kræver begge, at man har en berøring med bolden – forskellen er blot, at bolden i indvirke-varianten kommer direkte fra en medspiller, mens den i opnå en fordel-udgaven er kommet via en forsvarer eller en målstang / overligger / hjørneflag. Den sidste mulighed for at blive straffet er at genere en modspiller – og den er nok i disse tider den mest interessante, fordi den giver flere muligheder for fortolkning.
Imidlertid er vi nødt til at holde fast i, at vurderingsøjeblikket for en offside jo er i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller. Det vil sige, at alt indtil da i princippet er gratis – i hvert fald, når vi ser i relation til offside-reglen. Så set i det perspektiv er det helt i orden, at Leeds stiller to personer ned bag muren. Der er jo ikke sket nogen ulykker endnu – og offside skal først vurderes i det øjebik, hvor bolden sparkes. Så hvis personerne, som det sker her, spurter op og når at komme på linje med muren, før der sparkes, er man i forhold til offside-reglen på den sikre side.
Men én ting er offside-reglen – en ganske anden er de øvrige paragraffer i fodboldloven. Hvis man ser klippet, vil man opdage, at de to angribere har voldsomt fokus på målmanden. Faktisk så meget, at én af spillerne vender front direkte mod målmanden – og når målmanden flytter sig, flytter han sig med for at være sikker på at kunne genere målnandens udsyn mest muligt. Og så begynder vi at nærme os et helt andet område og en helt anden paragraf – nemlig spørgsmålet om usportslig opførsel.
Jeg synes virkelig, at vi befinder os i grænselandet her. ‘Usportslig opførsel’ er fodboldlovens skraldespand, og man skal ikke hale den op og holde den i strakt arm ved enhver given lejlighed. Men hvis en spiller har placeret sig i en position bag en forsvarsmur og nu begynder at koncentrere sig mere om målmandens bevægelser end om selve spillet, har man efter min personlige mening krydset den tynde røde linje, som gør, at nu skal man straffes.
På bundlinjen for en dommer er der altid ét spørgsmål: er det her fodbold ? Og hvis svaret er nej, fordi vi er ude i interessante konstruktioner, som dybest set hører mere hjemme i cirkus så skal der skrides ind.