da vi fandt semifinaledeltagerne til årets Champions League. Det skriver Jan Carlsen om i denne klumme, der er sakset fra DF-u’s hjemmeside. Bl.a. tager han fat i kampen mellem Real Madrid og Bayern München. En kamp, der uanset hvem man holdt med gav grobund for mange timers dommerdiskussion omkring offside-mål og udvisninger…
Så det vil jeg koncentrere mig om og kun i forbifarten nævne et par andre ting, som ellers kunne have båret det meste af en klumme selv. Så ikke mange ord om weekendens rottekast. Jeg troede egentlig, at bunden for sammenblanding af døde dyr og fodbold var nået med det grisehovede, som Barcelona-fans kastede efter Luis Figo tilbage i 2002, men dér blev jeg klogere. Jeg kan ikke tænke mig noget mere klamt kasteskyts end en død rotte – det skulle da lige være en levende én – og det helt store spørgsmål må være, hvordan de er blevet smuglet med ind. Nuvel, måske har kontrollen koncentreret sig mere om hårde genstande end døde pelsdyr – eller der er andre forklaringer. Jeg husker selv fra en Intertoto-kamp engang i de tidlige 2000’ere i en ved denne lejlighed anonym italiensk by, hvor det hele inden kampen eksploderede i et inferno af fyrværkeri. Da vi bagefter spurgte, hvordan fans dog havde fået al grejet gennem kontrollen, var svaret, at det ikke var så svært. Fans havde deres eget lille skur inde på stadion, så det var bare anbragt der et par dage i forvejen…
Heller ikke så mange ord som ellers fortjent om det monstrøst store tilfælde af film som Ross Countys Schalk leverede i kampen mod Celtic i den skotske Premier League. I sidste minut – desværre med et straffespark og udligning til følge. Og ikke mindst herefter nogle horribelt svære sidste minutter for dommeren, kulminerende med en frustrationstackling fra Celtics anfører Scott Brown, som uden tvivl ville have indbragt en voldsanklage med indbygget gratis kost og logi, hvis det var foregået uden for kridtstregerne.
Til Champions League. Første runde af kvartfinalerne kastede en hel stribe af situationer af sig, som dommere og linjedommere ikke i alle tilfælde kunne være lige stolte af. I kampen mellem Borussia Dortmund og Monaco lignede Monacos første mål en overset offside – og kampen mellem Bayern München og Real Madrid lod den på ingen måde noget efter. Bayern fik et straffespark (som Vidal brændte), da der blev dømt for hands på Carvajal. Langsomme gengivelser viste, at det nok nærmere var skulderen, at bolden ramte – og at Carvajal i øvrigt gjorde alt, hvad han overhovedet kunne for at holde armen så tæt inde til kroppen som muligt. I 2. halvleg viste Javi Martinez en forbløffende mangel på koldblodighed, da han løb ind i to advarsler inden for tre minutter – begge uomtvisteligt korrekte (selv om nogle syntes, at det var hårdt), men det var to glasklare og ret unødvendige frispark oppe midt på banen. En understregning af den gamle sætning, at vejen til den anden advarsel ofte er kortere end den første – i hvert fald når de sker med så kort mellemrum – og ikke mindst, at spillere skal lade være med at give dommeren muligheden for at give advarsel nr. 2. En advarsel betyder nøjagtig det, som ordet siger: dette var sidste chance, så nu er det tiden til at forbedre sig. Et tema, som vi kommer til at vende tilbage til. Men først skal vi lige have gjort første sæt kampe færdig med Atletico Madrid og Leicester, hvor sejrsmålet faldt på et straffespark. Der var ingen tvivl om, at der var ulovlig kontakt mellem Albrighton og Griezmann, men de langsomme gengivelser viste desværre, at kontakten var ganske få centimeter uden for straffesparksfeltet, hvorefter Griezmanns momentum og fald bragte ham langt ind i feltet.
Man skulle ikke tro, at denne ophobning kunne overgås, men det kunne den så i returopgøret mellem Real Madrid og Bayern München, hvor situationerne nærmest kom væltende over hinanden. En i særklasse aldeles fremragende fodboldkamp – men det er noget skidt, når det, som alle taler om bagefter, er dommerkendelserne. I tur og orden: straffesparket til Robben er blevet diskuteret og kritiseret meget. Kontakten er ikke stor, og ethvert barn på 10 år og dérover kender Robbens historik som en mand, der let går omkuld, men det kunne faktisk godt se ud, som om han bliver trådt over den bageste fod. Hvis det er tilfældet, har vi endnu et eksempel på den trend, som udviklede sig under sidste EM, og som bare er blevet værre og værre. Det med at træde over tæerne ser ikke ud af meget – men det er pokkers effektivt til at bremse en mand.
Bayern kommer på 2-1 på et mystisk selvmål – men jeg er ret overbevist om, at der forinden er minimalt offside på Lewandowski, da Müller spiller bolden frem mod ham. Lewandowski er godt nok ikke foran Müller – men han er foran bolden, som Müller sender videre med det ben eller den del af kroppen, som er længst tilbage, og det er det, som det handler om. Det kan være meget fint og illustrativt at sætte virtuelle streger på TV, men så skal de helst stå rigtigt – i dette tilfælde ved bolden. Vidal løb ind i sin 2. advarsel – ganske som Casemiro meget vel kunne have gjort det tidligere – og igen er kontakten ikke stor. Nogle mener endda, at Vidal er først på bolden. Det er jeg nu ikke så sikker på – der synes at være en lille kontakt med knopperne på Asensio først – men under alle omstændigheder er det at røre bolden først jo ingen livsforsikring. Det vigtige her er egentlig, at Vidal aldrig nogensinde må gå så voldsomt ned i en tackling med en advarsel i bagagen, for er der så kontakt, er vejen til advarsel nr. 2 meget kort.
Endelig har vi så udligningen og 3-2 målet ved Ronaldo, som begge er offside. Den første et af de klassiske tilfælde, hvor en angriber søger tilbage fra sin offside-position, mens forsvarerne er på vej i den anden retning, så det ser meget onside ud, når bolden når frem. Men der er vel en meters penge offside i spilleøjeblikket – og en helt tilsvarende situation er blevet vurderet korrekt af samme linjedommer lidt tidligere. Det andet mål er kun marginalt offside, men Ronaldo er lige akkurat kommet så langt frem, at han er foran bolden. Men den er svær at se: intuitionen hos mig sagde i naturligt tempo offside, ved første gentagelse svingede jeg tilbage til onside – og anden gentagelse med still viste så, at der lige akkurat er offside. Men linjedommeren har ikke en chance for at se det – han kommer halsende en 4-5 meter efter situationen. Ikke at det gør det bedre, men det er i det mindste en forklaring.
Det er altid noget skidt, når det er dommerne og ikke spillerne, der afgør en kamp, og reaktionerne bagefter er fuldt forståelige. Den indbyggede retfærdighedssans vil have de rigtige afgørelser hver gang, så det er også forståeligt, at retfærdighedens brøl har rejst sig og kræver videodommer nu. Men nu er der så også grund til lige at slå koldt vand i blodet. Processen er i gang: der kører diverse kontrollerede forsøg med videodommer, og det vil vel – når vi nu har klaret os uden i over 100 år – ikke skade at afvente forsøgsperioden og de konklusioner, der måtte komme ud af det. Kan det bruges – og i hvilke situationer giver det mening? Skal der ud over anvendelsen af videodommer nogle lovændringer på, der sikrer en fornuftig igangsættelse? Hvordan skal selve det tekniske set-up være? osv.
En videodommer ville have fanget offside-afgørelserne og Griezmann-straffesparket – det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Men en videodommer ville næppe have hjulpet omkring straffesparket til Robben og udvisningen til Vidal – det er jeg lige så lidt i tvivl om. Her er vi ikke inde i sort og hvidt, men i vurderinger, hvor det er dommerens skøn, der vil være afgørende. Det kan man aldrig ensrette 100 % – og en videodommers skøn er ikke nødvendigvis bedre end en dommers, når vi har så tætte situationer.
Men diskussionen er god at tage – og så kan jeg næsten ikke vente på at se, om onsdagens to kampe kan redde hele næste uges klumme, eller der skal spædes op med noget andet…