Skriftlig beretning for året 2015
Sidste år forsøgte vi som noget nyt at udsende en skriftlig beretning forud for generalforsamlingen – noget der blev taget rigtig godt imod og som blev ønsket til gentagelse fremover. Derfor har vi igen i år lavet en skriftlig beretning. Beretningen vil tage udgangspunkt i årets forløb, herunder henvisninger til de to nyhedsbreve og vil på generalforsamlingen blive suppleret med en mundtlig beretning. 
Årets medlemsmøder.
Forårets medlemsmøder var traditionen tro præget af teoriundervisning. Oktobermødet stod traditionen tro på bowling, denne gang med en ny mester på banen. Den første tirsdag i november fik vi besøg udefra – læs mere andetsteds på hjemmesiden.Socialt samvær er en væsentlig del af medlemsmøderne – mulighed for at knytte netværk og erfaringsudveksle 
Dommerklubbens øvrige arrangementer
I 2015 startede vi en ny tradition med deltagelse i et indefodboldstævne. Igen i den første weekend af 2016 var der mulighed for dette. Denne gang stillede vi to hold – og resultatet – tja, ud fra fortællingerne, lever det op til gamle mundheld om, at det er vigtigere at deltage end at vinde.
I Randers Ugen deltog vi igen i City-stafetten – for nærmere omtale henvises til nyhedsbrevet.Kom med forslag til forskellige aktiviteter – vi vil som klub nemlig gerne skabe noget for jer medlemmer og også gøre os synlige i vores nærområde. rudover kan vi stille spørgsmålet – skal vi lave en seniorklub? Skal vi lave en ungdomsafdeling? Hvis svarene er ja, så skal vi også have de frivillige til at lave arbejdet.
Samarbejdet med DBU Jylland
Der er stadig en udfordring omkring fortolkningen af udmøntningsnotatet. Os, DFU og DBU Jylland tolker det ikke på samme måde, når det gælder privatarrangerede kampe.
En anden stor udfordring er det faldende antal dommere. I Jylland er der siden 2015 blevet ca 100 dommere færre. VI kan se mange grunde til dette. For mange dommerklubber er økonomien en udfordring. DBU Jylland betaler ikke længere dommerklubberne for at arrangere uddannelse af dommere, antallet af udviklinger mange steder er faldende.Ligeledes er der ikke udover den strukturerede dommeruddannelse andre tilbud. Ikke mindst udviklerne bliver ladt i stikken. Dog har Region 3A lavet samling i 2015.På andre områder fungerer samarbejdet rigtig godt. Vi har lavet en forløbsbeskrivelse om udviklerforløb, hvilket vi som dommer klub er blevet betalt for, og i det omfang, vi har haft behov for særlige tiltag i forhold til udviklinger, vejledninger m.m., har vi oplevet stor lydhørhed.
Dommerområdeudvalg 3A
Udvalget har ikke kunnet arbejde så meget med talentarbejdet, da DBU-J afventer DBUs talentdommerstruktur. Der er snak om at DBU vil indføre en talentstruktur lidt a la den, man har på spillersiden, hvor det er DBU, der uddeleger opgaverne ud til lokalunionerne.Der har været afholdt et succesfyldt talentkursus til Kattegat cup, hvor vi havde to dommere med, som gjorde sig positivt bemærket. Torben Graversgaard og Leif Plauborg var udviklere på kurset.

Når der kommer opslag til div. arbejdsgrupper, anbefaler vi, at man søger, hvis man har interesse i det.

Fra foråret 2015 er der fysisk testkrav, hvis man vil være linjedommer 14.8, hvis man ikke er omfattet af andet testkrav.

Ligeledes er der testkrav for øvrige indplacerede dommere, dommere over 70 og udviklere. Desuden skal alle dommere deltage i teoriundervisning. Et krav, vi i Randers Fodbolddommerklub bakker op omkring. 

Disciplinærsager
Vi modtager stadig kun information om et yderst begrænset antal sager. Heldigvis er der heller ikke mange alvorlige sager imellem.Årets største udfordring har været nogle sager på de sociale medier. Vi har oplevet en dommer, der via sin facebook-profil blev svinet til i en personlig besked, som en spiller, han havde dømt om dagen – altså valgte at bruge lidt tid om natten på at sende. Dette blev indberettet til DBU Jylland, der i dømte den pågældende spiller karantæne. Ligeledes tog vi kontakt til fodboldklubben, der behandlede dette særdeles seriøst. I et andet tilfælde var det særdeles uheldige kommentarer om en kollega – kommentarer der kom fra en person med tæt tilknytning til en fodboldklub. Også her fik vi løst sagen på en særdeles fornuftig måde.I bestyrelsen har vi den holdning, at netop denne kontakt til fodboldklubben virker forebyggende på både kort og lang sigt.

Udfordringen med de sociale medier er den hastighed og lethed, hvormed man kan få spredt forskellige budskaber. Samtidig er man gemt bag en skærm og skal ikke se nogen i øjnene mens man afleverer giftighederne. 

Dommeruddannelse
Sidste år skrev vi om intentionerne om, at der skulle uddannes flere kvindelige fodbolddommere – desværre har vi intet set fra den dengang nedsatte arbejdsgruppe.Lokalt skal vi i øjeblikket selv stå for rekruttering – og der er desværre ikke planlagt et dommergrundkursus i vores område i den kommende halvsæson, trods vores ønske.Der er traditionen tro udbudt en lang række kurser under den strukturerede dommeruddannelse. Vi opfordrer alle til at søge de relevante kurser. Svend Jensen og Leif Plauborg er klar til at hjælpe med forklaringer og forslag, såfremt man har behov for dette.
Samarbejde med DGI og Firmasporten, private arrangører
Igen i år har vi fremragende samarbejde med en lang række andre organisationer, private stævneudbydere, firmaer m.m., der arrangerer fodboldkampe, stævner m.m..I skal som medlemmer forvente, at i flere og flere tilfælde kommer afregningen for disse aktiviteter fra dommerklubben. I skal altså kun hæve omkostningsgodtgørelse, såfremt det fremgår af kampsedlen.Uanset hvem vi har samarbejdet med, må vi sige, at de forskellige har vist stor vilje til at finde løsninger, og over en kam, har de udtrykt stor tilfreds med dommerklubben og jeres indsats de forskellige steder. Så en stor ros til alle herfra.
Samarbejdet med DFU og JFU
2015 blev et særligt år – strukturen for de danske dommere blev ændret og JFU – organisationen for de jyske dommere blev nedlagt. Samtidig blev vedtægterne i DFU ændret. Begge dele og forløbene frem til beslutningen er beskrevet i nyhedsbrevet.
Nåleprogram
I Randers Fodbolddommerklub har vi nu indført DFU’s nåleprogram, således at man modtager 10 års nål, 25 års nål, 40 års nål og 50 års nål. VI har desuden mulighed for at uddele såvel en guldnål og en æresnål.
Kommunikation internt og eksternt – Hjemmeside
Efteråret 2015 blev tiden, hvor vi endelig fik vores nye hjemmeside på skinner. Vi vil også godt love, at der kommer flere tiltag på den, men ting tager tid. Den nye hjemmeside er betydelig mere brugervenlig og visuel end den gamle. Der skal herfra lyde en særdeles stor tak til Steffen Gade, der har skabt den og fungerer som webmaster.Ligeledes er der mange, der er aktive på facebook-siden. Det er altid godt med debat om de forskellige ting. DBU Jylland går i 2016 over til udelukkende at kommunikere elektronisk med dommerne. Bestyrelsen har planer om, at vi senest til sommerferien udsender alt elektronisk i det omfang, det er muligt. På dette tidspunkt vil DFU’s ”mit DFU” også være i gang. Der vil vi kunne trække mail-adresser osv – forudsat, at man selv opdatere sin mail, telefonnummer osv.  
Mission og vision
D. 26-09-15 var bestyrelsen samlet på Skovbakken til bestyrelsesseminar. Efter at DBU har overtaget dele af vores opgaver var det vigtigt for os at finde ud af, hvorfor der stadig er noget som hedder Randers Fodbolddommerklub? Samt hvor vi fremover skal bruge vores kræfter. På seminaret fik vi hjælp fra Tore Østergaard som har kompetencer i udarbejdelse af mission/vission. Dagen gav os en klar indsigt i, at der er behov for os som dommerklub. Der blev udarbejdet en mission og vision, som snarest vil sættes på hjemmesiden.

Mission

·         Være sparringspartner for medlemmerne, fagligt og moralsk, via uddannelse og støtte i eventuelle sager

·         Være behjælpelig med at medlemmerne kan opfylde testkrav både fysisk og teoretisk

·         Være socialt samlingspunkt for medlemmer via netværk og kammeratskab

·         Arrangere arrangementer for medlemmerne, både sociale og faglige

·         Rekruttere nye dommere i Randers og omegn

·         Fastholde medlemmerne i klubben

·         Udvikle eventuelle talenter

Vision:

·         Være det åbenlyse samlingspunkt for dommere i Randersområdet

·         Være synlig og tidssvarende

·         Have kompetente dommere på alle niveauer, samt dække efterspørgslen

·         Være understøttende og opbakkende overfor alle medlemmer og samarbejdspartnere

 
 
Tak

Slutteligt en stor tak til alle medlemmer, Karsten Mogensen for indsatsen som kampfordeler og de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Det er alle jer og jeres indsats, der gør Randers Fodbolddommerklub til en fremragende forening, en forening man kan være stolt af.Leif Plauborg

Formand