I denne udgave af Carlsens klumme kommer Jan Carlsen omkring en udvisning i kampen Arsenal – Chelsea og så lidt om Ronaldo… Udvisningen kan du garanteret finde på youtube, hvis du ikke har set den? Carlsens klumme er traditionen tro sakset fra DFU’s hjemmeside.

Man kommer ikke uden om, at fodbolden i den seneste uges tid har stået i skyggen af håndbolden herhjemme. Jeg har ikke selv fået set mange minutter af EM-håndbolden, for i den kommende weekend har vi den årlige træningslejr for elitedommerne og -linjedommerne, hvor boet skal gøres op efter den forløbne halvsæson, og man skal forsøge at lægge en linje for den kommende. Det sker blandt andet ved gennemsyn af diverse videoklip. Så er der fysisk og teoretisk test og meget andet godt.

Af uransagelige grunde har træningslejren det med at ramle sammen med en håndboldslutrunde stort set hver gang, og det er ikke få gange, hvor der har været sendt stafetter ud af lokalet under middagen for at få nogle bulletiner om, hvordan det hele gik. Typisk har det været en semifinale, det har handlet om. Denne gang lå semifinalerne til overflod lige oven i teoritesten – og det ville jeg nok tillade mig at kalde illoyal konkurrence.  Desværre blev det ikke aktuelt med dansk deltagelse, men ellers havde vi nok også klaret det problem.

Men fodbold er der dog blevet spillet, og der har også været et par kontroversielle situationer undervejs – i begge tilfælde med nogle af de absolutte stjerner involveret. Besynderligt, som der over mange stjernespillere – men dog heldigvis langtfra dem alle – er noget dr. Jekyll og mr. Hyde. Man kan lave de mest geniale ting med bolden, men engang imellem hopper kæden simpelthen af i forhold til modspillerne, eller man forsøger at snyde sig til noget, som egentlig ikke var nødvendigt for en spiller på det niveau.

Den ene situation opstod søndag i London-braget mellem Arsenal og Chelsea. Det går sjældent stille af, når de to mødes, for det handler om meget mere end fodbold – og i hvert fald mens Mourinho var Chelsea-træner, var der også garanti for en højspænding mellem bænkene, som ikke stod tilbage for den inde på banen.  Denne gang var det en tidlig udvisning af Arsenals Per Mertesacker, der stjal billedet. Han så rødt efter at have berøvet Diego Costa en oplagt scoringsmulighed.  Hvis vi lige for 117. gang tager kriterierne for en sådan kendelse:  Angriberen skal have kontrol over bolden eller være lige ved at få det. Man skal se på afstanden til målet, forsvarsspillernes antal og placering samt boldens og spillerens retning. Endelig skal der i sagens natur være en forseelse, som skal straffes med direkte eller indirekte frispark. Efter at have brugt alle disse kriterier bliver spørgsmålet på bundlinjen ‘Hvad ville der efter al sandynlighed være sket, hvis forseelsen nu ikke var blevet begået ?’. Hvis svaret er, at så ville der have været en oplagt mulighed for at score – og vel at mærke ikke bare en mulighed, men en oplagt én af slagsen – er der basis for en udvisning.

Costa har kontrol over bolden, han har retning direkte mod mål, der er ingen andre forsvarsspillere end målmanden, som kan nå at gribe ind, og vi befinder os en halv snes meter uden for straffesparksfeltet, da Mertesacker kommer med en sen og glidende tackling, hvor begge ben er med. Så ingen tvivl om, at alle kriterier bonner ud i retning af en udvisning. Men så kommer komplikationerne. Costa overspiller situationen ganske dramatisk, selvfølgelig i håb om at eliminere den sidste tvivl hos dommer Clattenburg.. Kan Costas eventuelle film eliminere den oprindelige forseelse fra Mertesacker ? Dertil er svaret et klart nej. De to ting skal vurderes hver for sig – så hvis der er en forseelse til udvisning, skal den selvfølgelig dømmes. Så kan dommeren derefter vurdere Costas handling – udgør den, hvad fodboldloven kalder ‘usportslig opførsel’ ved et forsøg på at påvirke dommeren ?  Hvis ja, har vi en forseelse til advarsel. Så vi kan ende i den ganske paradoksale situation (som nok vil være svær at sælge overbevisende i praksis), at vi har både en udvisning til forsvareren og en advarsel til angriberen for at overdrive sit fald.  Men det væsentlige er, at de to ting ikke udelukker hinanden, og at der sagtens kan foreligge film, selv om der er kontakt mellem spillerne. Film skal nok dukke op på denne plads inen længe, for der er stadig en udbredt opfattelse af, at det hele handler om kontakt eller ej. Det gør det ikke.

Men det er ikke irrelevant, om der er kontakt mellem Mertesacker og Costa. Mertesacker kommer ualmindelig kluntet ind i den tackling, og Costa overspiller. Men er der kontakt ?  Ellers har vi formentlig ikke en forseelse overhovedet. Der behøver ikke være kontakt, for at man skal dømme et frispark (som jo var ét af kriterierne for, om der forelå en berøven), men der er det i 99,99 procent af tilfældene. Ellers skal man hævde, at Mertesackers tackling udgør farligt spil (som vil give indirekte frispark), men det er hverken med knopperne forrest eller andet grimt, så den vil jeg ikke købe.

Billederne viser ikke 100 %, om der er kontakt eller ej – i hvert fald ikke nede ved fødderne, som er det sted, som de fleste har fokuseret på. Men jeg har en snigende fornemmelse af, at Mertesackers knæ undervejs får kontakt med Costas ben – og så er den god nok.  Det er i hvert fald helt tydeligt, at Mertesacker går sin vej uden at kny – og han må trods alt være den nærmeste til at vide, om der har været kontakt eller ej. At Arsene Wenger så fra bænkens helt perfekte vinkel  kan se det modsatte, er jo en del af gamet. Pudsigt nok var jeg selv på ferie i London hen over weekenden og i undergrundstoget var den helt almindelige opfattelse – uanset farven på halstørklædet – at den var god nok.

Cristiano Ronaldo har det også med at komme i fokus for meget andet end det, som han er bedst til – at spille fodbold. En gudbenådet spiller, men desværre også med lejlighedsvise fremvisninger af den mere mørke side. Film er også på hans repertoire, men undertiden også mere voldsomme ting. Det kan heller ikke være sjovt at blive nedlagt gang på gang og være evigt jaget vildt – men selvtægt er heller ikke tilladt inden for kridtstregerne. I Reals kamp mod Betis var der et sammenstød med en Betis-spiller, som unægtelig så suspekt ud. Bolden er spillet ud i modsatte side under et Real-angreb, og i sit fremløb puffer Ronaldo først til Betis-spilleren, hvorefter der kommer en bevægelse nede ved fødderne, som godt kunne ligne et spark, selv om billederne ikke er vidunderlige.

Første alarmsignal er, at dette foregår ‘off the ball’ – den er langt væk. Det er desværre en trend, at der foregår mange sjove ting her, og de er morderlig svære for dommerteamet at fange, fordi fokus i sagens natur er omkring bolden. Det er her, de ekstra dommere kan være en fordel – for de kan dække de områder, hvor bolden ikke er. Dernæst kunne man forestille sig, at Betis-spilleren bevidst var gået ind i Ronaldos løbebane (det er også en meget brugt ting), men det ser det nu ikke ud til. I så fald havde der været et direkte frispark til Ronaldo, hvis forsvareren var skyld i kontakten – men det ville stadig ikke give Ronaldo ret til at puffe og sparke, hvis det var det, han gjorde. Billederne er ikke éntydige, men det ser uldent ud. Ikke desto mindre vil indicier sjældent være nok for dommeren til at afsige en kendelse ‘efter sit skøn’.  Vi vil allerhelst have tydelige visuelle beviser på bordet, ved at dommeren eller én fra hans team klart har set et eller andet.

Så Ronaldo slap for tiltale – og det gjorde Costa også. Ingen af handlingerne ville dog ligefrem kvalificere dem til optagelse i ‘Gentlemen’s Hall of Fame’.