Udviklingstur til Tyskland

af | 14. juni 2019 | RFDK

Vores lokale dommer, Mads Kjær, har været på udviklingstur til Tyskland med en række øvrige unge dommere fra andre dommerklubber. Her har I lidt læsning om hans oplevelser syd for grænsen.

Jeg var fra fredag d. 10. maj til d. 12. maj i Tyskland med DBU Jylland for at dømme en kamp, sammen med fem dommerkolleger og fire udviklere. Det var en rigtig fed tur, som jeg fik rigtig meget med fra. Vi var på forhånd delt op i to trioer til kampen om lørdagen. I Tyskland afvikles alle triokampe som en §3-kamp i Danmark, så kun 3 udskiftninger og ingen 10 minutters udvisning ved advarsel.

Om fredagen overværede vi en Regionalliga-kamp (den fjerde-højeste række) mellem fjenderne fra Weiche Flensburg og Lübeck. Det var en meget intens kamp både på og uden for banen – meget anderledes end man er vant til i den fjerde-højeste række i Danmark. Der var omkring 1500 tilskuere, så det må man sige at være en del. Under kampen havde vi fået en opgave hver trio – vores opgave var ”trio-samarbejde”. Efter kampen var der mulighed for, at udspørge trioen omkring de situationer vi nu engang havde observeret. Da vi så var gået igennem vores situationer, så overværede vi en tysk udvikling – det var helt anderledes ift. i Danmark, hvor det virker som om det kun er en monolog og ikke så meget en dialog, som vi er vant til i Danmark.

Om lørdagen startede vi med lidt morgenmad og kaffe eller juice. Derefter skulle vi så gennemgå de her situationer på videoen af kampen – så en form for evaluering af dommernes præstation om fredagen. Da vi så havde gennemgået vores evaluering, så var der pizza og en sodavand til hver. Kort efter skulle vi så hen til kampen vi skulle dømme – der var to forskellige kampe (én i Österrönfeld og én i Sønder Løgum).

Vores kamp var i Sønder Løgum – ca. 10 minutter fra grænsen til Danmark, så vi var lidt spændt på om der var nogle af spillerne som kunne snakke eller forstå dansk. Midt i udvikling af vores hoveddommer fra AFDK, Sigurd Kilden, så kommer vores tyske udvikler ind og fortæller, at udeholdet kun er mødt op med 8 spillere og skal altså spille 8 mod 11. Lige inden kampstart er der tjek af tøj og knopper samt indløb med tre bolde i alt – en til hver side og én kampbold. Vores frygt om, at kampen var en ensidig blev hurtigt gjort til skamme, da udeholdet kort inde i kampen kommer foran 0-1 efter miskommunikation i hjemmeholdets forsvar. Derefter virker kampen lang for udeholdet, som dog får nogle få kontraangreb. De få kontraangreb betød, at vi to linjedommere (Kristian S. Petersen fra Horsens Dommerklub og jeg) ikke havde helt så meget at lave, dog synes jeg alligevel at det var en helt speciel oplevelse. Efter kampen kom næstformanden for hjemmeholdet ind og spurgte om vi ville have en øl og hvilken størrelse. Vi svarede alle ”bare en mellem”. Han accepterede, dog kom han ind med næsten en liter øl, som virker ret stort for en ”mellem” øl. Det grinede vi lidt over. Han kom dog ind igen kort efter, og spurgte om det var første gang vi dømte i Tyskland. Vi svarede alle tre, at det var det. Han ville vise os noget, og tog os med ud. Der fik vi overrakt et halstørklæde fra deres klub. Det var en rigtig fed gave fra deres side.

Da vi så kom hjem til vandrehjemmet, begyndte vores udviklinger på både tysk og dansk. Vi fik meget klogt med, som vi kan bruge til rigtigt meget. Jeg har især taget meget med videre til mine linjedommer-opgave derefter. Resten af aftenen bestod af hygge sammen os dommere, udviklere og de tyske værter.

Om søndagen fik vi lidt morgenmad, hvorefter evaluerede vi kort turen og hvordan man kunne gøre det bedre. Lidt senere på dagen, så var det på gensyn og så gik det ellers hjemad mod Danmark.

Med sportslig hilsen
Mads Kjær