VAR har taget en række overskrifter allerede her få dage inde i turneringen. I kampen mellem Australien og Frankrig var der to straffespark, hvor det ene dømmes efter, at der er kigget lidt på video ude på sidelinjen og det andet – en hands, ser umiddelbart ud til at være dømt efter et input fra VAR til dommeren. Også i Danmarks kamp mod Peru blev der brug for det.

Men hvad er det egentlig VAR må og kan bruges til i følge reglerne – det tog Jan Carlsen op i sin klumme på DFU’s hjemmeside forud for slutrunden.

Hele klummen kan læses længere nede, men vil du have den hurtige omgang, så er der følgende ting VAR kan tage stilling til:

Det er kun helt bestemte typer af situationer, der vil blive genstand for VAR-vurdering, men det vil de til gengæld også blive automatisk. Det gælder scoring af mål (og eventuelle forseelser før scoringen), vurdering af straffespark eller ej (og også her eventuelle forseelser før selve straffesparkssituationen), direkte røde kort – og spørgsmål om forveksling af spillere, hvor den forkerte bliver straffet. Nogle vil måske undre sig over, at det kun er direkte røde kort, der skal vurderes og ikke røde kort som følge af 2. advarsel. Begrundelsen, som egentlig er logisk nok, er, at hvis man skulle vurdere udvisningen som følge af det andet gule kort, skulle man også vurdere det første gule kort.

Og her følger hele klummen:

Nu er vi efterhånden derhenne, hvor der kun er en lille uges tid, til det hele går løs, og den efterfølgende måned vil komme til at stå i VMs tegn. Væk er alle spekulationer og navnelege om reduktion af de respektive trupper til de magiske 23 mand og gætterier om, hvordan de enkelte hold mon står til hinanden, på papiret og efter dagsformen. Herfra er det kun resultaterne, der tæller, og det bliver nøjagtig så spændende og uforudsigeligt, som det plejer. Der skal også nok snige sig nogle gedigne overraskelser ind undervejs – og der er næppe heller tvivl om, at vi vil få diskussioner om såvel den generelle dommerlinje som enkeltsituationer. Derfor vil det også være passende på denne plads at prøve at introducere nogle af de ting, der kommer til at foregå omkring dommerne. I denne uge VAR (Video Assistant Referee), som i den grad får sin ilddåb ved denne turnering – og i næste kan vi så prøve at se nærmere på dommerbesætningen.

Det bliver den første turnering med VAR, efter at videodommere er kommet gennem forsøgsperioden og er blevet anerkendt som fuldgyldige medlemmer af dommerteamet samt skrevet ind i lovbogen, så alle lande og turneringer kan benytte sig af dem. Vi skal nok få lejlighed til at se det i funktion, så ud over lidt historie vil jeg prøve at beskrive, hvordan VAR vil blive anvendt ved VM, og så lige ved samme lejlighed prøve at udrydde nogle gængse misforståelser. For at tage misforståelserne først, så er der fortsat mange, der mener, at det da bare kan være et spørgsmål om at tage en person og anbringe ham i TV-vognen, for så har vi en videodommer. Og der er også dem, som mener, at videodommeren kan gå ind og være en konstant ‘second opinion’, så man opnår den højeste retfærdighed i alle situationer. Det ville være herligt, hvis man med så enkle midler kunne sikre sig korrekte og indiskutable kendelser i alle situationer. Men så godt spiller klaveret heller ikke.  Som IFAB har udtrykt det: ‘Hensigten med VAR er at undgå overskrifter – ikke at vurdere alle kampsituationer en ekstra gang’.

Forsøgsperioden med VAR har strakt sig fra august 2016, og en lang række lande i alle kontinentalforbund har været med, enten med konsekvent anvendelse i en hel turneringsrække, eller med udvalgte kampe. Konceptet er blevet justeret flere gange undervejs, og jeg vil ikke blive forbavset – snarere det modsatte – hvis brugen ved VM vil føre til endnu nogle justeringer. Men de helt grundlæggende fakta bliver der næppe flyttet ved. Som f.eks. at VAR skal anvendes til størst mulig gavn, men med mindst mulig indblanding, at det kun er klare og åbenlyse dommerfejl, der skal rettes – og at hvis en situation er virkelig diskutabel, er den derfor sandsynligvis slet ikke et emne for VAR. VAR løser altså ikke alle tvivlsspørgsmål, men kan korrigere åbenlyse urimeligheder.

Det er kun helt bestemte typer af situationer, der vil blive genstand for VAR-vurdering, men det vil de til gengæld også blive automatisk. Det gælder scoring af mål (og eventuelle forseelser før scoringen), vurdering af straffespark eller ej (og også her eventuelle forseelser før selve straffesparkssituationen), direkte røde kort – og spørgsmål om forveksling af spillere, hvor den forkerte bliver straffet. Nogle vil måske undre sig over, at det kun er direkte røde kort, der skal vurderes og ikke røde kort som følge af 2. advarsel. Begrundelsen, som egentlig er logisk nok, er, at hvis man skulle vurdere udvisningen som følge af det andet gule kort, skulle man også vurdere det første gule kort.

Til hver eneste kamp ved VM vil der ud over de synlige dommere på banen være et VAR-team, som kan kommunikere med dommerne på banen via headset. Man har valgt at have fire dommere i VAR-teamet (én hoveddommer og tre assistenter)– og så er der også fire tekniske operatører. Lad os se på, hvad hver enkelt stiller op med de 33 kameraer, der er til rådighed (og hvoraf tolv opererer med forskellige grader af slow moton). Ud over hele dette batteri af kameraer er der også to kameraer, som udelukkende skal koncentrere sig om offside-positioner. For at tage de tekniske operatører først, finder de to af dem de mest relevante vinkler frem, mens de to sidste registrerer de endelige vinkler, som VAR-teamet baserer deres afgørelse på. VAR-hoveddommeren følger selve kampen via det signal, som udsendes – men checker også kritiske situationer på en skærm, som er opdelt i fire underskærme med forskellige kameravinkler fremfundet af operatørerne på hans opfordring. Det er også ham, der står for kommunikationen med dommeren. Hans første assistent følger selve kampen i det øjeblik, hvor VAR-hoveddommeren skal undersøge en situation nærmere, så en ny kritisk situation, mens kampen kører videre, ikke smutter gennem filteret, fordi VAR-dommeren er beskæftiget med den første. Hans anden assistent (som er en linjedommer) koncentrerer sig udelukkende om at vurdere potentielle offside-situationer. Og tredje assistent følger dels selve kampen, men er også sparringspartner for VAR-hoveddommeren, når en kritisk situation skal vurderes.

Når VAR-teamet har spottet en situation, som de vil vurdere nærmere, får dommeren besked, så han på forhånd er advaret om, at der kan komme noget til ham og kan undgå at sætte spillet igang igen ved næste spilstop. Hvis det først er sket, er situationen jo lovmæssigt slut og kan ikke ændres. Hvis gennemsynet af situationen munder ud i, at der er noget, som dommeren skal vide, har han to muligheder – at acceptere vurderingen fra VAR-teamet uden videre, eller gense situationen på en skærm ved banen og derefter træffe sin afgørelse. FIFAs instruks er at acceptere VAR-teamets vurdering, hvis det drejer sig om rent faktuelle forhold: om der har været en offside-position forud for en scoring eller et straffespark, om bolden har passeret en linje før scoring eller straffespark, eller om en forseelse er begået inden for eller uden for straffesparksfeltet. Det er ting, som er objektivt målbare, og der er ingen grund til, at dommeren på banen ser på dem igen. Det samme gælder tilfælde, hvor spillere bliver forvekslet. Hvis det derimod drejer sig om situationer, hvor der skal fortolkes noget, skal dommeren se situationen på skærmen. Ved scoring kunne det være spørgsmålet, om en spiller i offside-position også er strafbar offside, eller om en angriber har begået en forseelse før scoringen. I straffesparkssituationer kunne det være, om forseelsen nu også er forsætlig og dermed berettiger til et straffespark – eller om angriberen har begået en forseelse forinden. Alle situationer, som kan medføre et direkte rødt kort, vil også blive afgjort af dommeren på banen efter et gensyn på skærmen.

Hvordan kan spillere (og publikum) så vide, at nu foregår der noget mellem dommeren og VAR-teamet ? Der er to markeringer til rådighed for dommeren. Ved at føre hånden op til øret, markerer dommeren, at man skal vente med en igangsættelse, fordi han har en kommunikation igang, og hvis en situation skal genses på skærmen, eller en kendelse ændres på grund af input fra VAR-teamet, vil dommeren markere det ved at tegne en firkant (symbol for skærmen) i luften foran sig. FIFA har også meddelt, at man vil kommunikere yderligere til publikum via de informationstavler, som man har på stadion, og det skal blive spændende at se, hvordan det bliver gjort i praksis. Der er ingen tvivl om, at kommunikationsdelen her er uhyre vigtig, hvis en VAR-kendelse også skal opnå almindelig accept uden for banen.

I princippet kan et VAR-team være placeret enten på stadion eller i et samlet kontrolcenter. Til VM har man på grund af afstandene valgt at have VAR-teamet siddende i en kommandocentral i Moskva, men altså stadig i kommunikation med dommerteamet på banen.

Som man kan se, er det noget af et apparat, der er stablet på benene, men meget mindre kan faktisk gøre det, hvis et land ønsker at anvende VAR i en række (eller dele af en række). For at få godkendt opsætningen kræver IFAB og FIFA faktisk kun fire kameraer og tre personer i kontrolrummet: en VAR-dommer, en VAR-assistent, og en teknisk operatør.

I næste uge vil jeg sammen med et generelt kig på de dommere, som vi kommer til at opleve, også komme nærmere ind på, hvem disse VAR-dommere egentlig er. Og til slut endnu et statement fra IFAB: ‘Det er dommeren på banen, der træffer den første afgørelse – og det er også ham, der træffer den sidste afgørelse efter input fra VAR-dommeren.  VAR i sig selv afgør ikke noget’.