Så er vi nået i den periode, hvor alle kampe kan være meget afgørende. Superligaen slutter i pinsen, hvor de sidste to hold skal findes. Kampene inden da – ja der blev gået til stålet og med en række skader til følge. Hvordan er det nu reglerne er på højeste niveau? Ja dette og lidt fra den engelske pokalfinale tager Jan Carlsen fat i, i sin faste klumme, vi traditionen tro har sakset på Danske Fodbolddommeres hjemmeside.

Det er nu, det sker. Hver dag sin bulder og brag-kamp med masser af placeringer, prestige og ikke mindst penge på spil. Det har i de fleste tilfælde været kampe med masser af smæk for skillingen. Så har der også været et par taktiske langgabere imellem, hvor det tydeligt gjaldt lige så meget om at undgå at blotte sig før returkampen – men det må man så tage med. Selvfølgelig har disse playoff-kampe også rippet op i diskussionen om det nye turneringsformat. Det er der vel lige så mange religioner på, som der er fodboldelskere, men jeg må indrømme, at jeg fra start har været rigtig glad for, at man kunne få en afslutning med masser af, hvad der reelt er pokalkampe, hvor vinderen tager det hele. Så er der andre ting ved formatet, som jeg ikke er lige så begejstret for – men foreløbig er jeg ikke blevet skuffet. Og interessant er det unægtelig, at trods alle finurlighederne var det alligevel det hold, nemlig Esbjerg, som lå i bunden, da vi startede foråret, og da vi gik ind i gruppespillene, der endte med at tage den direkte nedrykningsplads. Så et eller andet sted afspejler formatet vel også i rimeligt omfang de reelle styrkeforhold.

Som sagt ikke lige kønt det hele, men godt med drama – og at der bliver fightet om hver en centimeter, indikeres også af det store antal hovedskader, de færreste heldigvis alvorlige. Men jeg mindes ikke tidligere at have set så mange spillere tilfældigt banke hovederne sammen med behandling til følge – for det er en af dommerens grundsætninger, at hvis der er mistanke om en hovedskade, skal spillet afbrydes, så snart det bliver opdaget. Behandlingerne har også illustreret en af de ting, som forbløffende mange ikke er klar over eller misforstår – nemlig at hvis der er to spillere skadede, én fra hvert hold, skal de – når de er i stand til det – udenfor til behandling og ind igen, når spillet er sat i gang, og dommeren giver lov til det. Mange tror, at hvis bare det er én af hver, kan de få lov til at blive på banen. Logikken siger selvfølgelig også, at de to burde udligne hinanden, men fodboldloven er ikke nødvendigvis logisk.

For at en nødvendig behandling på banen i alt andet end breddekampe ikke skal udløse en tur udenfor, skal der enten være en målmand involveret, eller det skal være to spillere fra samme hold. Det første, fordi det ville tage rigtig meget tid at skulle iføre en markspiller hele målmandsudstyret for en kort bemærkning, og så ville det også være et uforholdsmæssigt stort handicap for holdet. Det sidste, fordi det vil være lige meget nok, at modspillerne skulle spille 11 mod 9, fordi to medspillere har skadet hinanden. Det sidste sker så sjældent, at det kan gå galt, når situationen endelig dukker op – mest spektakulært nok i en CL-kamp for et par år siden mellem PSG og Barcelona, hvor Barcelona før et PSG-hjørnespark trods vilde protester endte med at være 9 mod 11, og hvor PSG var uhyre tæt på at score.  Sidste år kom endnu en undtagelse til hovedreglen om behandling, nemlig at hvis en spiller skal behandles som følge af en forseelse mod ham, der har medført et gult eller rødt kort, behøver han heller ikke forlade banen. Igen rimeligt nok: hvorfor skulle synderens hold have fordelen af at spille 11 mod 10 i en kort periode?  Lige denne nye regel har også været i anvendelse nogle gange på det seneste, og efter tilråbene udefra er det i hvert fald ikke alle blandt publikum, der er klar over, at der er sket noget nyt.

Lørdagen var også dagen med hele fire pokalfinaler (muligvis flere, men så har jeg bare ikke opdaget det): Skotland, England, Tyskland og Spanien. Skæbnen ville, at jeg kun har set highlights fra kampene, for jeg var travlt beskæftiget med en kamp i sidste runde af 1. division. Det må ellers have været en fest at bænke sig foran TV og så nyde retterne én for én – tidsmæssigt kunne det nemlig godt lade sig gøre, som kampene lå.

Men der er et par episoder fra den engelske FA Cup-finale mellem Arsenal og Chelsea, der skal nævnes. Udvisninger i engelske pokalfinaler er ikke hverdagskost, men Moses fra Chelsea løb ind i én for sin anden advarsel –  for at filme. Det må siges at være usædvanlig højt spil at kaste sig ud i den slags eventyr med en advarsel i bagagen – og når han nu endelig ville, var det et ualmindelig sølle forsøg på at få tiltusket sig et straffespark. I nærkamp med en Arsenal-spiller lod han den ene fod blive hængende i græsset og gik ret spektakulært omkuld, uden at der var nogen som helst form for kontakt. Det blev heldigvis registreret og håndteret, som det skulle – og jeg har heller ikke set de store protester efterfølgende.

Hvad der var meget mere spændende – eller kontroversielt – var Arsenals føringsmål efter fem minutter. Ramsey er blevet hængende i en offside-position midt for mål og er ved at søge tilbage, da Sanchez stikker bolden frem i hans retning. Ramsey bevæger sig nogle skridt efter den og er meget tæt på den, da han bremser op igen, fordi Sanchez kommer løbende bagfra, tager bolden og sparker den i mål. Undervejs i forløbet har linjedommeren vinket – og det kræver en lille rådslagning mellem dommer og linjedommer, før målet bliver anerkendt.

Der er jo tre måder, man kan gøre sig fortjent til at blive straffet i en offside-position: man kan indvirke på spillet, genere en modspiller eller opnå en fordel af sin position. Den første og den sidste kan vi hurtigt afskrive, for de vil i næsten alle tilfælde kræve, at angriberen rører bolden, og det gjorde Ramsey ikke. Tilbage bliver spørgsmålet, om han generer en modspiller – og i dette tilfælde er den eneste, som kan blive generet, Chelseas målmand Courtois. Man kan genere en modspiller på flere forskellige måder. Man kan forhindre ham i at spille eller kunne spille bolden, f.eks. ved at være i vejen for hans bevægelser eller udsyn. Man kan angribe ham for at erobre bolden, eller påvirke ham ved klart at forsøge at spille en bold, som er tæt på angriberen. Ellers man kan foretage en åbenlys handling, som klart påvirker hans mulighed for at spille bolden.

De første tre kan ikke bruges. Ramsey er ikke i vejen for Courtois bevægelser eller udsyn, han angriber heller ikke for at erobre bolden (den ligger lige dér, hvis han ellers vil have den), og han forsøger heller ikke at spille bolden. Tilbage bliver den sidste: foretager Ramsey sig noget åbenlyst, som påvirker Courtois mulighed for at spille bolden ?  Han bevæger sig mod bolden, og Courtois tager et par skridt frem. Da Sanchez kommer til, stopper Courtois sit fremløb, før han begynder at koncentrere sig om Sanchez. Så hvis der er noget, der påvirker Courtois (som formentlig aldrig var nået ud til den bold alligevel, at dømme efter afstanden), er det enten bevægelsen fra Sanchez, som ikke er offside, eller måske at linjedommerens flag kommer op. Ikke noget, som Ramsey gør. Så et fint eksempel til lærebogen, heldigvis løst korrekt.

Men det, som sker, da Sanchez spiller bolden frem, er mere uldent. En Chelsea-spiller forsøger at sparke bolden væk, men bolden rammer den fremadstormende Sanchez på armen. Han har hænderne strakt lidt frem foran sig, men ikke langt væk fra kroppen. Her bliver det så dommerens vurdering, om Sanchez spiller bolden med hånden med vilje, eller han har armene i deres position for at gøre sig ekstra høj eller bred, da kontakten med bolden sker. I begge tilfælde skal der dømmes for hands. Og den er godt nok grim og langt inde i det grå område. Det er svært at klandre dommeren for ikke at gøre noget – det er også mest det, som jeg hælder til – men ingen ville kunne have sagt noget, hvis han havde vurderet modsat og dømt frisparket for hands. Vi er i den grad inden for det område, hvor dommeren skal skønne.

Hvilket giver mig lejlighed til igen at minde om, at der skal være et element af forsætlighed, for at en hands kan dømmes. Det er ikke nok, at ’spilleren får fordel af det’. Jeg troede egentlig efterhånden, at den opfattelse var udryddet, men så dukkede den minsandten op i TV i forbindelse med én af playoff-kampene og et – syntes vedkommende – manglende straffespark. Fordel eller ej er flintrende ligegyldigt – men kan score et mål med hånden, bare det er uforsætligt, og større fordel kan man vel ikke få…