Jan Carlsen – Danmarks førende fortolker af fodboldloven har lavet to artikler om fodboldlovens historie. Artiklerne findes enkeltvis på DFU’s hjemmeside og her er de sat sammen i forlængelse.

Vi befinder os i den grad i brydningstider, hvad fodboldloven angår. De seneste to år har budt på en stor
gennemskrivning, hvor mindre relevante tilfælde blev skrevet ud og mindre logiske ting rettet ind til højre (derfor
kan man sagtens finde ting, som man ikke synes er så forfærdelig logiske endda, men sådan en revision er en noget
længere proces, hvor man hele tiden bliver klogere og opdager hjørner, som lige skulle have været med – med et fint
ord ‘konsekvensrettelser’). Og med introduktionen af VAR som en mulighed i fodboldloven har vi gang i den vel nok
største revolution i lovens historie – at subjektive tekniske hjælpemidler (for det er VAR jo !) kan underbygge
dommerskøn, og man ikke bare taler om objektive vurderinger af, om en bold har krydset en linje eller ej.
Samtidig kan jeg se, at en god del af de spørgsmål, som jeg får, handler om, hvornår dette eller hint blev indført –
man ser i ånden væddemål opstå i gode venners lag over glimrende frokoster o.l. – så på den baggrund giver det god
mening at se lidt på historiens lange linjer og udviklingen i regelsættet. Så passer det oven i købet fint med, at jeg har
et par uger, hvor jeg ikke nødvendigvis har jordens bedste netforbindelse i det store udland, så denne og den
kommende uge bliver et strejftog ned ad historiens lange og ikke altid lige fladtrådte stier. Noget, som jeg sidste gang
gjorde for næsten fem år siden, så der er forhåbentlig stødt nye læsere til, og ellers er der måske andre, der har det
som mig selv, at hukommelsen ikke altid længere er så velsmurt, som den engang var, så en gentagelse ikke gør
noget.

Man kan sagtens have sine problemer med at udlægge og forklare fodboldreglerne, som de er skruet sammen her og
nu. Men udviklingen i reglerne er faktisk et rigtig sjovt studium i sig selv og viser også, at der er en pænt stor kerne,
som har overlevet alle forandringer. Derfor spilles fodbold stadig grundlæggende efter de samme regler, som det
blev for 150 år siden. Det er det faktum, som nogle vil kalde for håbløst konservativt – men i min bog er det nu meget
hyggeligt, at man stadig kan genkende fodbold som fodbold, uden at der er kommet diverse kommercielle
‘forbedringsforslag’ indover. Guderne skal vide, at mange har prøvet – et af de forslag, som jeg husker bedst, var det,
der ville gøre målene større, så der kunne blive scoret nogle flere af dem. Her skulle man virkelig have tegnet aktier
hos en målfabrikant, for at tænke sig alle fodboldmål over hele verden blive udskiftet til en større
model… Modargumentet kom prompte: ville det ikke være mindre besværligt blot at lovgive, så ingen målmand
måtte være over 1,50 meter høj ? Det ville også give flere mål – og så forsvandt forslaget om større mål heldigvis
tilbage i den fortjente glemsel.

Der dukker vitterlig nogle sjove detaljer op, når man begynder at grave i arkiverne – det er også på denne måde, at
man måske, hvis man er heldig, kan få en fornemmelse af ‘lovens ånd’: dette flygtige begreb, som for mange er den
absolut sidste tilflugt, hvis de faglige argumenter ikke rigtig holder vand. Næppe mange skænker det f.eks. en tanke,
at når vi i dag taler om ‘scoring’, var det fordi man i hver ende havde en måldommer, forsynet med en kniv eller økse,
som, hver gang bolden passerede mållinjen mellem stængerne, lavede et hak i målstolpen. En af betydningerne af
‘score’på engelsk er ‘at ridse’ – og det var det, som måldommerne gjorde. Når tiden var gået, talte man hakker i
målstængerne, og det hold, som havde opnået flest hak, havde vundet.

Hvis man springer de rå og brutale middelalderudgaver over (selv om de bestemt også har deres
underholdningsværdi, og der er mange gode historier knyttet til dem) og går frem til midten af 1800-tallet, hvor
spillet er en sport for de finere kredse på de engelske kostskoler, er der nogle helt bestemte ting, der karakteriserer
spillet og reglerne. Fodboldloven på tryk er ikke nogen selvfølge. Oprindelig er reglerne nemlig uskrevne, for der er
noget, ’man’ gør og ikke gør som gentleman, og denne moralkodeks er fælles for deltagerne, så der er overhovedet
ikke behov for skrevne regler. Indtil den sproglige modernisering af reglerne i 1997 havde lovbogen faktisk
stadig begrebet ’ungentlemanly conduct’ – i den danske version ’utilbørlig optræden’. Det er nu erstattet af det mere
mundrette ’unsporting behaviour’ (og af ‘usportslig opførsel’)..

Men da spillet dyrkes på flere kostskoler med forskellige regelsæt (blandt andet med en lille afgørende detalje som
den, om man må bruge hænderne eller ej – det er rugby, som er den dominerende sport, og her er hænderne jo
centrale), er der behov for en fælles standard. I 1863 kommer det første fælles regelsæt (F.A’s regler), og heri er det
faktisk tilladt at tage bolden med hænderne, lægge den på jorden og sparke til den. Det er dette år, man plejer at
regne for lovens fødselsår. De kommende år byder på mange justeringer og tilpasninger. Det første sæt regler havde
været udtænkt og udformet i London, men mange distrikter i England havde stadig deres egne lokale regler. I 1878
kommer så et fælles sæt for alle klubber og distrikter tilsluttet den engelske Football Association – og her er brug af
hænderne forbudt. Det plejer man at regne som fodboldspillets reelle fødeår – for her går vi endegyldigt fra rugby til
fodbold, og fødderne bliver det dominerende redskab.

Dommeren er ofte omdrejningspunktet i en kampomtale – men han er såmænd heller ikke nogen selvfølge, for
oprindelig havde man slet ikke nogen dommer. Når spillet spilles af gentlemen, der naturligvis ikke kunne drømme
om med vilje at overtræde reglerne, hvad skal man så med en dommer ? I et tankesæt anno dazumal må enhver
overtrædelse pr. definition bero på ukendskab til reglerne. Så systemet fungerer på den måde, at hvert hold vælger
en dommer blandt tilskuerne, som fra sidelinjen tager sig af hver sin banehalvdel. Om der skulle dømmes for en
hændelse eller ej, blev afgjort af anførerne, men skulle de undtagelsesvis ikke kunne blive enige, kunne de få hjælp af
dommerne, hvis de bad om det. Senere indføres en overdommer, stadig uden for banen – de to dommere på linjerne
hæver en stok, når der efter deres mening skal fløjtes, og overdommeren kan så vælge at gøre det. I disse moderne
tider kunne det egentlig være muntert at forestille sig to dommere udvalgt af holdene blandt deres fanskare. Gad
vide, hvad de kunne blive enige om ?

I 1891 indføres dommer og to linjedommere på banen – men dommeren kan stadig kun straffe, når spillerne
appellerer til ham (det er derfor, han hedder en ’referee’ – det er ham, man refererer/stiler sin appel til). Og ikke
nok med, at man skal appellere – man skal gøre det med den korrekte sprogbrug og med lovens ord. Altså ikke noget
med bare at slå ud med armene og brøle ‘Frispark !’. Næh – ‘Hr. dommer – jeg mener, at jeg bør tildeles et direkte
frispark, fordi modparten angreb mig med skulderen, uagtet at han ikke havde bolden inden for spilleafstand og ej
heller forsøgte at spille bolden !’. Noget kunne tyde på, at tempoet for det første har været roligere dengang – og at
spillerne simpelthen var nødt til at kende reglerne for at kunne spille med. Lagtfra noget, som man har indtrykket af
er en forkromet selvfølge anno 2018.

Så når mange nu om stunder slår til lyd for, at det skal være muligt at standse spillet og få en afgørelse fra en uvildig
instans uden for banen, gerne med en TV-monitor foran sig, griber man såmænd bare tilbage til 1891. Det er der med
garanti ikke mange, der har tænkt på – at VAR har et solidt grundlag i historien, selv om de tekniske virkemidler er
blevet mere raffinerede siden da.

Først i 1896 kommer den lovændring, der gør det muligt for dommeren at straffe en forseelse ud fra sin egen
vurdering – uden forudgående appel. Uden tvivl den vigtigste lovændring nogensinde, for nu har vi den moderne
dommer på banen. Han, som afgør situationerne ud fra sit eget skøn uden appeller fra spillerne – og det markerer
nok også det punkt, hvor gentleman-begrebet har spillet så meget fallit, at man er nødt til at have en synlig neutral
opmand til at løse stridighederne.

Og her er fortsættelsen:

I sidste uge prøvede jeg at trække en linje tilbage til 1863 og de allerførste fodboldlove.  Specielt var det dommerens rolle, der var i fokus. Virkelig underligt og med et moderne tankesæt in mente nærmest absurd at forestille sig, at det varede ganske længe, før han fik den rolle, som vi kender i dag, placeret på banen og med ret til at skride ind af egen kraft uden at skulle afvente en appel fra aktørerne.  I denne uge vil jeg prøve at lave nogle punktnedslag i enkelte udvalgte paragraffer for at grave nogle kuriositeter frem. Der er flere, hvor de kom fra, men det kan så blive en anden god gang.

Påvirkningen fra rugby og brugen af hænderne var som beskrevet i sidste uge en af de mest betydende faktorer fra starten. Og når man måtte bruge hænderne, måtte man selvfølgelig også have en spiller, hvis primære funktion var at tage med hænder for at forhindre, at bolden gik i mål – en målmand.   I 1878-udgaven hed det, at målmanden måtte tage bolden med hænder ’til forsvar for eget mål’. Det var en formulering, som nærmest svarede til at sælge elsatik i metermål, så i princippet måtte målmanden uden yderlige indskrænkninger gøre det over hele banen !  I 1886 blev disse store særrettigheder for første gang indskrænket virkelig markant, da målmanden nu kun måtte tage med hænder på sin egen banehalvdel.  I 1888 fik skruen en tak mere, da målmanden herefter kun måtte bevæge sig to skridt, mens han ‘løber med bolden eller lader den springe på hånden’. Og i 1913 led målmanden endnu en ydmygelse, da hans ret til at tage bolden med hænder blev begrænset til eget straffesparksfelt, som vi kender det i dag. Så den tankegang, som vi har set de seneste 40 år, at spillet kan gøres mere underholdende ved at indskrænke målmandens rettigheder på den ene eller anden måde, er langtfra noget nyt.

Man kan f.eks. tage skridtreglen. Oprindelig måtte målmanden bevæge sig fire skridt med bolden i hænderne og kunne så sikre sig retten til fire nye skridt blot ved at slå bolden i jorden. Reglen blev justeret til at hedde fire skridt, som måtte deles (f.eks. tage to skridt, lægge bolden ned på jorden, foddrible lidt rundt, tage bolden op i hænderne igen og stadig have to skridt tilbage). Så røg delingen, så de fire skridt skulle tages i én portion, og i allersidste instans – men dog efter 1992 – blev de fire skridt til seks sekunder. Men målmanden kunne i 1992 stadig få rigtig lang tid til at gå med bolden i hænderne – f.eks. ved helt at lade være med at tage nogen skridt og bare stå der. Så var det op til dommeren at afgøre, hvornår blonden var nået. Så ræsonnementet bag sekund-reglen var, at kunsten måtte være at sørge for, at målmanden i så få tilfælde som muligt havde bolden i hænderne og masser af tid. Det sidste puf ud over kanten sørgede bl.a. italienske målmænd beredvilligt for ved en umanerlig langsom spillemåde under VM på hjemmebane i 1990. Og så kom tilbagespilsreglen, så en målmand ikke længere måtte røre en bold med hænderne, som forsætligt var sparket til ham af en medspiller.

En anden rest fra tankegangen omkring rugby og brug af hænderne er indkastet. I de første regler er det simpelthen den første spiller, som får fat i bolden, når den har passeret sidelinjen (som i parentes bemærket slet ikke er der endnu– der er kun hjørneflag, så man må selv visualisere linjerne, der afgrænser banen !), som må kaste den ind. Men til gengæld skal han kaste den vinkelret ind på banen igen. I 1878 bliver det modspillerne, der får tildelt indkastet, men det er et krav, at  bolden skal kastes mindst 6 yards i en hvilken som helst retning. Indkastet lever endnu i stort set uændret form, lidt som et fortidslevn, og det har hidtil modstået alle forsøg på at konvertere det til det indspark, som på mange måder ville være mere naturligt – men som har vist sig ikke at fungere i praksis, som jeg fortalte om for ikke længe siden.

Også offside-reglen har vi i en eller anden form med fra starten – og den kan minsandten også føres tilbage til rugby, hvor princippet er, at der ikke må afleveres fremefter. I fodboldloven må en spiller, som er foran bolden, oprindelig ikke røre den, før en modspiller har gjort det.  Fra dette udgangspunkt går det ellers slag i slag op gennem tiderne: frem til 1925 er man offside, hvis man ikke har mindst tre modspillere nærmere mållinjen – det bliver så til to osv. osv.  Der er blevet skruet på offside-reglen utallige gange gennem tiderne, selv om det mig bekendt – i modsætning til hvad mange tror – aldrig har været sådan, at bare man befandt sig i en offside-position, skulle man straffes. Der har til alle tider skullet en eller anden aktiv indgriben til. Offside-reglens udvikling afspejler langt hen ad vejen spillets udvikling og ønsket om at få scoret nogle flere mål, efterhånden som forsvarsspillet er blevet mere og mere avanceret.  Groft sagt kan man sige, at reglen helt fra starten og frem til 2004 var i forsvarets favør – derefter, da man indførte ‘vent og se-princippet’ og gjorde ‘på linje med næstsidste modspiller’ til en lovlig placering, i angribernes. Så når spillere, trænere og andet godtfolk jamrer over, at offside-reglen er blevet umulig at finde ud af, har de helt afgjort en gyldig pointe i, at det er 140 års fortolkning og filosofi, der er blevet vendt op og ned på. Til gengæld har den nye fortolkning med ‘vent og se’ givet færre afbrydelser, flere mål, mere underholdning – og for dommerne er den blevet meget lettere at administrere (omend måske tilsvarende sværere for andre at forstå)

Straffesparket er heller ikke med fra starten. Det bliver indført i 1891 for visse forseelser begået i straffesparksfeltet (som i øvrigt heller ikke har helt den facon, som vi kender i dag –  den fandt først sin endelige og rektangulære form i 1902). Før straffesparkets opfindelse dømtes blot frispark på åstedet – og afstandsreglen var 6 yards (eller på mållinien mellem målstængerne).  I en engelsk pokalkvartfinale i 1891 var stillingen 1-0, da en bold blev reddet på mållinien med hånden. Angriberne fik et frispark få centimeter foran mållinien – og målmanden kunne bare blive stående på sin mållinie klos foran bolden.  Som så ofte før er det en enkelt spilsituation, der udløser en regelændring, fordi alle kan se det urimelige, så samme år blev straffesparket indført i erkendelse af, at betalte spillere åbenbart ikke havde de samme æresbegreber som de oprindelige gentlemen.  Ved straffespark måtte målmanden oprindelig bevæge sig 6 yards fremefter (dvs være hvor som helst i sit målfelt).

Indtil 1903 var alle frispark indirekte, så de skulle røres af en anden spiller, før der kunne blive et mål ud af det – og først på det tidspunkt nåede man til overvejelserne af, at der var nogle forseelser, der var grovere end andre, hvilket førte til indførelsen af det direkte frispark, som må sparkes direkte i modspillernes mål. Ved samme lejlighed blev fordelsreglen nedfældet i paragrafferne og ikke blot som en diffus idé bag lovsættet.  Indtil 1927 var det i øvrigt muligt at score direkte i eget mål på et frispark – men så skete det for første gang.  Princippet om, at man ikke skal kunne tjene på sin forbrydelse gjorde, at man indførte reglen om, at man kun kunne score direkte  i modspillernes mål på et direkte frispark. Det er fremdeles sådan, at det ikke er muligt at score i eget mål på nogen som helst igangsættelse.

Endelig de røde og gule kort, som ingen vel nu kunne tænke sig at undvære (selv om jeg selv som ung dommer i København oplevede, at vi ikke måtte bruge dem i lokale ungdomskampe, vel for at skammen ikke skulle påvirke spillerne for meget og give dem varige traumer).  De er faktisk en relativt ny foreteelse, i hvert fald set i relation til hele fodboldlovens historie. Ved VM i England 1966 havde der været vild panik i kvartfinalen mellem England og Argentina, hvor den tyske dommer Kreitlein simpelthen ikke kunne gøre den argentinske anfører Rattin begribelig, at han var udvist. Formanden for FIFAs dommerudvalg Ken Aston havde længe spekuleret over, hvordan man kunne indføre et internationalt og let forståeligt system til at markere advarsler og udvisninger. Og en dag, da han i sin bil sad på Kensington High Street og så lyskurven skifte fra grønt til gult til rødt, var den der !  Kortene blev indført internationalt ved VM i Mexico 1970 og i Danmarksturneringen fra starten af 1972.

Det var så to uger ned ad historiens lange landevej. I næste uge er vi nok tilbage ved det mere aktuelle – men tøv ikke med at sende gode idéer til emner, historiske såvel som aktuelle. De skal nok finde plads før eller senere.