Hands giver ofte grund til megen debat – spilleren får en fordel ud af det, og så vil mange gerne have dømt frisparket – men kravet er at det skal være forsætligt. Ligeledes mener mange, at hands pr. automatik skal koste advarsel, hvilket også er forkert.
I denne udgave af klummen tager Jan Carlsen godt og grundigt fat i hands og meget andet… Bl.a. hvordan man må behandle en medspiller…
Hvis det gik hektisk for sig i sidste uge, skal jeg da lige love for, at dampen blev holdt oppe med de kampe, som kom forbi i denne weekends runde af Superligaen. De sidste 10 minutter reddede også noget af indtrykket fra Lyngby – Esbjerg, selv om det ikke er helt løgn, som en avis bemærkede, at det mest dramatiske ved den kamp var, at den blev flyttet fra fredag til mandag. Men hvis intensiteten og tempoet fra de første to runder bliver kendetegnende for, hvad vi kan vente os i de næste tre, og hvad derefter følger, har den nye turneringsstruktur været en god ting. Man kan diskutere turneringsstruktur fra nu af og til (næste års) juleaften, men jeg må indrømme, at jeg altid har haft et blødt punkt for playoff-kampe – måske også fordi jeg er gammel nok til at kunne huske, da de sidst var forbi i Superligaregi, sådan som en fin nostalgi-artikel i starten af december mindedes. Dengang var der godt nok smæk for skillingen med afgørelse i straffesparkskonkurrence samt en kamp med en målmandsskade efter få minutter og en markspiller på mål. Det sidste gav i øvrigt en ændring i turneringsreglementet omkring antal reservespillere og en dedikeret målmandssreserve, hvilket i den grad gav os lovmæssigt overarbejde de følgende år, men det er en helt anden historie, som vi måske kan tage en anden gang.
Vi slap til gengæld for de helt store kontroversielle dommerkendelser i denne omgang, og det er jo en god ting – alt andet lige er det bedre, når det er spillerne, der afgør kampene, selv om vi er mennesker allesammen. På lovfronten var det helt korrekte straffespark til Viborg i slutminutterne mod AGF en glimrende bekræftelse af, at man sagtens kan begå en hands-forseelse, selv om man har ryggen til bolden. Alexander Juel Andersen var sprunget op med armene godt og grundigt hævet og strittende, og da bolden så ramte armen, var der ingen vej udenom. I princippet skal hands være begået forsætligt / med vilje for at blive strafbar, men forsætlighedsbegrebet omfatter også de situationer, hvor en spiller har armene ude fra kroppen for at gøre sig ekstra høj eller bred og dermed fylde mere. Så har man selv stukket hovedet ind i løkken, i og med at man løber en kalkuleret risiko for at bolden kunne ramme armen.
På udlandsfronten var der tilsvarende diskussion om et straffespark, som Real Madrid fik mod Villareal på deres vej mod at vende 0-2 til 3-2. Straffesparkssituationen udløste 2-2 målet, og den ser ganske rigtigt mystisk ud på TV. Toni Kroos skyder på mål, bolden rammer en Villareal-forsvarer, og herfra lander bolden fra meget kort afstand på Sorianos arm. Det går meget hurtigt, og armen er godt nok ude fra kroppen, men ikke specielt langt og næppe med det formål at komme til at fylde mere. Så med flere vinkler og masser af tid i lænestolen til rådighed synes jeg ikke, at der er straffespark. Men jeg kan også godt langt hen ad vejen forstå, at dommeren falder i, for der er god bevægelse i Sorianos arm, da boldkontakten kommer. I de langsomme gengivelser ser det dog nærmest ud til, at Soriano bevæger armen væk for ikke at blive ramt, alternativt er det boldens berøring, der flytter armen. Jeg synes ikke, at der er nogen bevægelse mod bolden, hvilket ville have gjort situationen til et éntydigt straffespark.
I Bundesligaen blev føringsmålet i kampen Ingolstadt-Mönchengladbach en kendsgerning, efter at sidste berøring kom fra en angriberhånd. Bolden blev pareret ud på Gladbachs Lars Stindls bryst, hvorfra den fløj op på hans underarm og i mål. Stindl turde ikke engang selv juble til at begynde med, for han var formentlig også usikker på, om det her nu også var i orden. Episoden gav en del diskussion, også fordi den tyske fortolkning temmelig håndfast siger, at en hands er uforsætlig, hvis den sker som følge af, at bolden springer videre fra en anden kropsdel hos spilleren. Men det er selvfølgelig kun den halve sandhed, for hvis spilleren foretager en selvstændig bevægelse med armen mod bolden, da kontakten sker, er det stadig forsætligt. Det så det unægtelig ud til her – og i sidste ende var det også den overvejende opfattelse, at målet burde være underkendt, selv om der naturligt nok ikke var total enighed mellem aktørerne. Heldigvis blev det ikke kampafgørende, eftersom kampen endte 2-0 til Borussia.
Men som sagt og skrevet mange gange før: hands er noget af det mest modbydeligt svære at skulle vurdere, og det er nok det største diskussionspunkt overhovedet i moderne dommervirksomhed.
For at det hele nu ikke skal gå op i hands, vil jeg skynde mig at klare et par af de spørgsmål, som er kommet ind fra læserne det sidste stykke tid (hvilket jeg prøver at gøre, hvis der i øvrigt er plads). Til det første spørgsmål skal vi tilbage til pokalsensationen i kampen mellem Burnley og Lincoln for et par uger siden. Lincolns sejrsmål i de døende minutter kom efter en høj bold, hvor Lincolns Sean Raggett temmelig håndfast puffede en medspiller væk med en hånd i halshøjde, så han i hvert fald ikke kunne forsøge sig – og så kunne Raggett score. Må man sådan flytte rundt med sine medspillere ? Ja, det må man faktisk godt. Forudsat at vi ikke er ude i fjendtlige berøringer eller vold (nu om stunder skal slagsmålet mellem to medspillere jo endda medføre et direkte frispark eller straffespark samt selvfølgelig udvisning), er det tilladt at bringe sig i en bedre position på bekostning af medspilleren. Anderledes stiller det sig, hvis man decideret udnytter medspilleren. F.eks. går det ikke at tage afsæt på en medspillers skuldre for at komme højere op i en luftduel (i tidligere tider ofte set i showkampe og lignende) – her er vi ovre i afdelingen for usportslig opførsel og dermed advarsel og indirekte frispark til modspillerne. Det er stadig en fodboldkamp og ikke en cirkusforestilling. Hvis det var tilladt, ville kun fantasien sætte grænser for, hvordan spillerne kunne kravle rundt på hinanden. Men det var vi ikke ude i her, så Lincolns mål var helt efter bogen.
Det andet spørgsmål handler om noget, som man måske oftere ser. Det drejer sig om de situationer, hvor en angriber afslutter mod mål og scorer, men i splitsekundet efter afslutningen rammes af en eftertackling, eller for den sags skyld af målmanden, som misser bolden og kun får manden. Læseren har bemærket, at det er meget sjældent, at der gives advarsel i disse situationer – selv om forseelsen oppe midt på banen uden tvivl ville have gjort det. Ligger det i kortene, at man ikke vil straffe et hold to gange – først ved at få en scoring imod sig og derefter en advarsel ? Det er nok et af de tilfælde, hvor vi skal have lidt mere end selve fodboldloven med i spil – for strengt lovteknisk er der ingen tvivl om, at en forseelse vurderes ens, uanset om bolden går i mål eller ej. Men som læseren antyder, kommer der nok både noget psykologi og noget salgsarbejde eller ledelse med indover her. Al fokus vil være på scoringen, og dommeren vil tiltrække sig unødvendig opmærksomhed ved at insistere på den efterfølgende advarsel, ligesom den vil være svær at sælge (skønt lovmæssigt korrekt) både hos holdet og tilskuerne, for holdet er jo ligesom straffet allerede i kraft af scoringen, og spilleren opnåede ikke det, som han ville. Hvis en forsvarer nu oppe midt på banen havde været ved at rive trøjen af en angriber, og denne så var fortsat 50 meter og havde sparket bolden i mål, ville advarslen forhåbentlig falde og også være mere synlig – men hvis tingene sker næsten samtidig, vil spilleren nok som oftest slippe. Til gengæld håber og tror jeg, at hvis forseelsen var en forseelse til udvisning – altså at tacklingen kom med voldsom kraft uden tanke for bolden og jævnede spilleren med jorden – ville udvisningen under alle omstændigheder falde. Den er også lettere at få til at glide ned, selv om holdet bliver straffet hårdere, for den har været væsentlig mere synlig. Næppe mange på stadion vil have registreret en ‘almindelig’ tackling, som lige akkurat kom for sent, hvis bolden i øvrigt ligger inde i mål. Så på den måde gør fodboldloven ikke forskel på forseelserne – men der er advarsler, som SKAL gives, og advarsler, som KAN gives – og på den situationsbestemte ledelses alter bliver en advarsel uden tvivl typisk ofret i situationer som beskrevet af læseren.