Det er et af de områder, Jan Carlsen tager op i denne uges klumme. Ellers handler det bl.a. om hvad må man gøre ved/mod målmanden ved fx hjørnespark og hvordan er det lige med udspark, når målmanden skal slippe bolden ved kanten af feltet? Læs Jans beskrivelser og så er du meget klogere bagefter…
Klummen er som sædvanlig sakset fra DFU’s hjemmeside.
I sidste uge var vi igennem en større bunke situationer fra kvartfinaleopgørene i Champions League. Det var ikke alt, der lykkedes lige godt, for nu at udtrykke det diplomatisk, og det kom der forståeligt nok nogle heftige reaktioner ud af. Jeg kunne så konstatere, at i de nærmest følgende dage blev de mest skingre krav om videodommer her og nu modereret noget af mere besindige medier, der havde fat i netop de to ting, som jeg også prøvede at gøre lidt ud af. Dels, at der der jo allerede er forsøg på vej, så udviklingen er i gang, og den skal have lov til at køre sit naturlige løb. Og dels, at der var stor forskel på de situationer, der vakte anstød. Videodommeren ville have kunnet fange de forkerte offside-kendelser, og om en forseelse blev begået inden eller uden for straffesparksfeltet. Men de mere delikate afgørelser som f.eks. udvisningen til Vidal for 2. advarsel samt straffesparket til Robben er ovre i afdelingen for dommerskøn, og her er der ingen, der siger, at videodommerens input ville have været rigtigere end dommerens fra den modsatte vinkel. Og det vil jo under alle omstændigheder være dommeren, der skal træffe den endelige afgørelse.
Så tingene landede egentlig under de givne omstændigheder i et fornuftigt leje – og så udtrykte jeg også i sidste uge det lønlige håb, at de to sidste kvartfinaler (Barcelona – Juventus og Monaco – Dortmund) ville få et dommermæssigt mere fredeligt forløb. Det skete heldigvis også, så jeg kan i denne uge passende samle op på nogle reaktioner, som jeg har fået i forbindelse med de to artikler om målmanden i starten af april.
Men inden jeg kommer så langt, er det umuligt at komme helt uden om sidste weekends El Clasico-opgør. Jeg troede, at Champions League-kvartfinalerne ville være svære at overgå i dramatik og god fodbold, men dette slog dog alle rekorder. Jeg har efterhånden lært, at man skal være endog meget varsom med at kommentere noget som helst fra lige det opgør, for ellers har man enten den ene eller anden fangruppe lige i struben, før man får talt til én. Så allerførst en ‘disclaimer’, som det vist hedder på nydansk: jeg er ikke og har aldrig været forsynet med en forkærlighed for det ene eller andet af de to hold, jeg så kampen som en fuldstændig neutral tilskuer, der tilfældigvis kan lide at blive underholdt ved at se god fodbold og tilsvarende dommerpræstationer. Her fik vi begge dele. Jeg synes, at Hernandez Hernandez dømte en flot kamp, hvor spillerne fik lov til at gå til stålet, uden at det gik over gevind i en kamp med rigtig godt flow. Man kan diskutere, om der skulle have været fløjtet et straffespark til Ronaldo lige med det allerførste, men når man ser den linje, som ellers blev kørt, manglede det egentlig ikke. Og dybest kunne han bare været blevet på benene, for større var kontakten altså heller ikke.
Men det helt store diskussionspunkt blev den direkte udvisning af Sergio Ramos på det tidspunkt, hvor Barcelona førte 2-1. Det er altid kompliceret med direkte udvisninger for forseelser ved benene. Det er et voldsomt indgreb – men det har selve handlingen jo også været, når en udvisning overhovedet kan komme på tale. Lad os lige repetere, hvad det er for kriterier, som dommeren vurderer, når vi taler kortfarve og tacklinger. Han skal se på kontrollen over tacklingen. Det er faktorer som, om det sker med ét eller to ben, og om der er kontakt med jorden. Jo mindre kontakt med jorden og jo flere ben, jo tættere er vi på en udvisning. Så skal voldsomheden i tacklingen også vurderes. Det kan i sidste ende koges ned til den hastighed, hvormed tacklingen sættes ind. Føddernes retning er også en parameter: bliver der tacklet med strakt eller bøjet fod, er knopperne forrest ? etc. Og endelig skal dommeren se på muligheden for at spille bolden – og ikke nok med at muligheden skal være til stede, viljen til at spille bolden skal også være der hos spilleren.
Ser man så på den tackling, som Sergio Ramos sætter ind på Messi, kan man se, at den bonner ud på stort set alle lystavler. Tacklingen kommer med begge ben, og der er ikke kontakt med jorden, da tacklingen springes ind med stor fart og kraft. Knopperne er forrest, og i det øjeblik, hvor tacklingen sættes ind, er muligheden for at spille bolden forpasset, og viljen hos Sergio Ramos er koncentreret om at få fældet Messi. Mest af alt ligner det et godt gammeldags frustrationsfrispark – det kunne også ligne en klassisk hævnakt, men der har ikke, som jeg har set det, forinden været noget mellem de to spillere, som kunne give anledning til et regnskab, der skulle gøres op. Det er korrekt, at kontakten med Messi ikke er særlig stor, for Messi springer for livet – men det er søreme ikke Ramos’ skyld, at det ikke går værre. Det er svært at se, hvordan man med fodboldloven og dens kriterier i hånden kan undgå den udvisning.
Men til de lidt mere fredelige ting om målmanden. En læser har bemærket tendensen med, at mange spillere anbringer sig inde omkring målmanden f.eks. før et hjørnespark. Uden tvivl i den hensigt at besværliggøre målmandens vej ud til bolden, således at der kan komme en angriber til ude fra feltet og heade bolden ind. Er det virkelig tilladt ? Grundlæggende er svaret ja. Der er ikke nogen spillere, der har patent på at stå på en given græstørv, og det er selvfølgelig også derfor, at positionskampen ofte bliver så hidsig, som tilfældet er. Så hvis spillere vil stille sig lige foran – eller rundt om – målmanden, er der for så vidt ikke noget galt i det. Til gengæld klapper fælden, hvis spillerne, når sparket er taget, følger med for at screene målmanden væk, når han forsøger at komme ud, for så vil der blive et direkte frispark til målmanden, hvis der er fysisk kontakt (ellers indirekte). Omvendt kan der risikere at blive straffespark, hvis angriberen bare står stille, og målmanden i sit forsøg på at komme ud puffer angriberen væk. I praksis er jeg sikker på, at målmanden vil få de fleste frispark her, hvis der opstår kontakt, for angriberen vil næppe nogensinde stå 100 % stille og bare lade målmanden komme frem – men det står altså ingen steder skrevet, at målmanden skal have fri passage.
En anden læser spørger, hvor langt målmanden må bevæge sig ud af straffesparksfeltet, når han sparker bolden ud, for han mener at have set mange målmænd først slippe bolden, når de er ude over stregen. Er der en tolerancetærskel her (én meter, halvanden osv.) ? Det korte svar er nej – der er ingen bagatelgrænse. Enten er man inde i feltet, eller også er man udenfor. Fuldstændig, som når angriberen er på vej i modsat retning med bolden – enten er der straffespark (indenfor) eller direkte frispark (udenfor). Jeg har ikke selv bemærket fænomenet, men jeg har til gengæld mange gange hørt tilskuere råbe op, når affyringsrampen er tæt på stregen. Det, som jeg tror mange gange snyder, er, at det afgørende jo ikke er, hvor målmanden endegyldigt skiller sig af med bolden ved at sparke den op ad banen – men hvor den sidste kontakt mellem hånd og bold er. Målmanden må gerne have bolden i hænderne helt ud til – og på – stregen, kaste den lidt fremefter og så sparke til den uden for feltet. Det er i virkeligheden lovmæssigt ikke anderledes, end hvis han med bolden under kontrol havde trillet den lidt ud af feltet og foddriblet videre med den derude. Og så længe bare noget af bolden har kontakt med noget af stregen, mens målmanden har hænderne på, er det i orden. I og med at fodbolden er kuglerund med en diameter på cirka 22 centimeter, og linjen typisk er 12 centimeter bred – og tingene er OK, hvis det sidste af bolden har kontakt med det yderste af stregen – kan det sagtens komme til at se ud, som om målmanden er laaaangt udenfor, når han slipper bolden. Men som sagt: jeg har ikke selv set det gå galt i kampe. Det kan være, at jeg ser de forkerte kampe, og jeg bestrider på ingen måde, at læseren har observeret det – men det korte af det lange er: ingen bagatelgrænse. Er målmanden udenfor, er han udenfor. Det er også grunden til, at man ofte vil se linjedommere i kampens start følge målmanden lidt nøjere, indtil man lige har spottet hans mønster for at skille sig af med bolden. Er han konsekvent på sikker grund, eller kører han lige til grænsen ?
Fodboldreglerne har mange nuancer, og de er heldigvis ikke lige blodige alle sammen