Jyllands bedste stadion til breddefodbold ligger i …

af | 17. december 2015 | DBU Jylland, RFDK

Randers. Helt præcist er det Ulvehøj (i dag kendt som XL Park). DBU Jylland har kåret de fem bedste stadions i de jyske breddeklubber. Fra Randers Fodbolddommerklub skal der lyde et tillykke til Vorup FB med den flotte hæder.

I begrundelse for valget skriver DBU Jylland:

Ingen over, ingen ved siden af.

Jyllandsserieholdet fra Vorup FB er i den grad begavet med imponerende faciliteter, når de spiller deres hjemmekampe.

Selve stadionet er fra 1978, men er siden blevet opgraderet flere gange. Blandt andet med en imponerende storskærm på hele 19 kvadratmeter. På skærmen bliver tilskuerne forkælet med holdopstillinger, resultater og i enkelte tilfælde også langsomme gengivelser af situationer i kampene.

Selve plænen blev i 2012 lavet om fra almindelig græs til kunstgræs – så vejret er aldrig en hindring, når Vorup FB spiller hjemme.

Selve tribunen er fra sidst i 1990’erne og kan huse 200 tilskuere, som således kan se klubbens bedste herrehold i Jyllandsserien og kvindehold i 1. division uden at få regnvådt overtøj.

Stadionrekorden i nyere tid blev sat i en kamp mod Randers Freja og lyder på 2300 tilskuere.

Læs mere her →