Sidste weekend bød på en lang række topkampe i England. Og dommerne kom i fokus. Tvivlsomme kendelser, der bagefter så rigtige ud og det omvendte, men også kendelser i det grå felt, hvor dommerens skøn er det helt afgørende. Det skriver Jan Carlsen om i denne udgave af sin klumme, der traditionen tro er sakset fra DFU’s hjemmeside.
Engang imellem kan man undre sig over, hvordan goderne bliver fordelt. Ssidste weekend var en af dem, hvor der virkelig var gang i det hele, og hvor der ud over forrygende fodboldkampe også var hårfine dommerkendelser. Heldigvis så de fleste af dem rigtige ud, når de kom forbi anden gang – også de, der kunne have give lidt rynkede bryn, når det hele foregik i naturligt tempo. Og så var der dem, som man – uanset hvor mange gange man ser dem – kan diskutere frem og tilbage. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig et eller andet væsen oppe i skyen, som sidder og afgør, om vi nu skal have en munter weekend i eller ej – og så kan man alt efter temperament afgøre, om væsenet er kridhvidt med vinger eller mørkerødt med horn i panden. Jeg var i hvert fald godt tilfreds med, at jeg kunne sidde og følge de to topopgør i Premier League uden at være tynget af klubtilhør eller sympatier, for så må det have været helt ulideligt.
Så selv om Messis straffespark for Barcelona mod Celta også er værd at bruge tid på, vil jeg koncentrere mig om kampene mellem Arsenal og Leicester, samt – når man nu havde fået vejret igen – mellem Manchester City og Tottenham. Messi-straffesparket skal nok få en ordentlig behandling, men der bliver ganske enkelt ikke plads til at behandle det i denne uge – det er nemlig heller ikke så helt ligetil.
De to topopgør i England havde meget passende også de to højest rangerede dommere, Martin Atkinson og Mark Clattenburg, til at styre begivenhederne, og de kom just heller ikke til at kede sig. Lad os starte med Arsenal – Leicester og Atkinson, hvor man nærmest vadede i spændende ting. Ud over guddommelige målmandspræstationer, hvor Cech og Schmeichel skiftedes til at hale miraklerne ud af ærmet, var der ekstremt hårfine offside-afgørelsen (f.eks. Girouds annullerede mål), som så rigtige ud, men hvor man i flere tilfælde lige skulle minde sig selv om, at armene ikke tæller med hverken den ene eller anden vej, når man skal vurdere en offside-position. Så et halvt Giroud-hoved var nok til at dømme ham, da man bare skal have en del af hoved, krop eller fødder forbi bold og næstbageste modspiller
Leicesters føringsmål faldt efter en hel kæde af begivenheder: først header en Leicester-forsvarer bolden væk i egen forsvarszone og har samtidig kontakt med en Arsenal-spiller; dernæst spilles bolden i højre side, hvor Koscielny kommer for sent og får fældet Kanté i fuld fremdrift – der køres én af de fordelsregler, som enhver dommer har det rigtig godt med, når de lykkes, og til sidst bliver der kontakt mellem Vardy og Arsenals Monreal lige akkurat inden i straffesparksfeltet. Vi tager dem én ad gangen – det hele sker inden for maksimalt ti sekunder. Afgørende for, om der skal dømmes Arsenal-frispark i den første situation, er, om den Leicester-forsvarer, som springer op for at heade bolden væk, med vilje laver kontakten med angriberen på vej op (eller for den sags skyld, mens han hænger deroppe). Er han hoppet rent op, og kontakten først sker, da han er på vej ned igen, er der principielt ikke nogen forseelse – der er ikke nogen spiller, der er blevet hængende oppe i luften endnu, og hvis kontakten kommer som følge af et tilfældigt nedfald, kalder vi det for et tilfældigt sammenstød. Det ville være forsætligt og give et direkte frispark, hvis forsvareren decideret sprang fremefter og ramte både mand og bold i sin bevægelse – men det synes jeg nu ikke umiddelbart, at det ser ud til. Næste aktion er Koscielnys tackling på Kanté, som kommer med stor kraft og for sent, men det kommer til at se værre ud, end det er, fordi Kanté også er i stor fart fremefter. Under alle omstændigheder køres fordelen – og så falder der en advarsel til Koscielny, da spillet bliver stoppet næste gang (hvilket er få sekunder efter – for et straffespark). TEORETISK kan man også godt anvende fordelsreglen og så vende tilbage med en udvisning, men det frarådes på det bestemteste, medmindre vi taler om århundredets chance. For hvis fordelen nu ikke lykkes, har vi en spiller løbende rundt med en udvisning hængende over hovedet, men der er ikke nogen mulighed for at tildele den før næste spilstop, så i teorien ville den dødsdømte spiller nu kunne løbe ned og score i den anden ende. Ikke godt. Fordelen er rigtig godt set – og advarslen er korrekt.
Straffesparket bliver der talt meget om – med rette, for det er ikke glasklart, hvad der foregår. Vardy skal forbi Monreal, som på de langsomme gengivelser godt kunne se ud til at træde Vardy let over foden – og samtidig vender Monreal sig halvt rundt, som om han prøver at undgå kontakten, men hans ben hænger eller stritter så meget, at der straks efter bliver kontakt mellem de to ben, da Vardy er på vej fremefter og heller ikke i fuldendt balance. Her har vi dommerens dilemma: bliver Vardy trådt over tæerne, så han kommer ud af balance og kolliderer med Monreals ben, er der straffespark. Det er der også, hvis der ikke bliver trådt over tæerne, men Monreals strittende ben vælter Vardy (også selv om han vender ryggen til). Opstår der bare en kontakt mellem to spillere på vej i hver sin retning, er der ingenting (tilfældigt sammenstød) – og hvis Vardy bevidst søger kontakten med Monreals ben, kan vi endda begynde at overveje en advarsel for film og et indirekte frispark den anden vej. At dømme efter kropssproget hos dommer og linjedommer tror jeg, at det er linjedommeren, der dømmer den over headsettet – og han har også klart den bedste position til at kunne afgøre det. Min intuitive reaktion var straffespark – og jo flere gange jeg ser TV-billederne, jo mere er jeg i tvivl. Så de ville ikke være gode som bevismateriale for en TV-dommer.
Simpsons udvisning for to advarsler inden for ganske få minutter er til gengæld indiskutabel – man skal ikke fosøge at rive armen af en mand i gennembrud, når man lige har fået en advarsel. Og begge hold praktiserede med flid at stille nogle kæmpestore spillere foran målmændene ved hjørnespark, så det var svært for målmændene at komme ud. Den står også på listen til senere behandling.
Men vi skal lige have Tottenhams straffespark mod City med, inden papiret slipper op – måske Clattenburgs eneste rigtig kontroversielle kendelse i den kamp, men det var den til gengæld også. Rose fra Tottenham sparker et indlæg ind i straffesparksfeltet, og Sterling i tilbageløb springer op med ryggen til og armen lidt ude fra kroppen og får kontakt med bolden helt ude i hjørnet af feltet. For det første er det meget svært at se, om bolden rammer ryg eller arm – men jeg køber armen efter at have set de vinkler, der er til rådighed. Dernæst er det nu dommerens opgave at vurdere, om Sterlings arm var derude som et naturligt led i hans løb eller spring – eller armen er derude, fordi han gerne vil fylde så meget som muligt og gøre sig højere eller bredere. Er det sidste tilfældet, er der straffespark, selv om det er bolden, der rammer armen – er det første tilfældet, er det gratis. Og man skal stadig huske, at det ikke frelser spilleren, at han har ryggen til, hvis armen stadig er derude med skumle hensigter. Her er der ingen linjedommer til at hjælpe, for det foregår helt modsat, så beslutningen er dommerens egen – og den kan ikke være rar. Var straffesparket til Leicester ét af de små (selv om straffespark principielt har samme størrelse – enten/eller), så er dette om muligt endnu mindre. Men igen er der ikke nogen billeder, der éntydigt kan bevise det ene eller andet, og så er vi tilbage i de tre vigtigste ord i fodboldloven: ‘efter dommerens skøn’.