Målmanden er en speciel – han er nemlig den eneste spiller, der er nævnt i reglerne og derfor skal han være der. Desuden gælder en række regler kun for målmanden. Instruktører har megen morskab med at spørge, hvad der er specielt ved ham? Mange svarer, at han må tage bolden med hænderne i straffesparksfeltet, men det er jo ikke korrekt – det er i eget felt, han har denne ret.

Jan Carlsen hudfletter i to klummer målmanden – er du målmand, så er det absolut et must at læse det, og for dommere – tja, hvis en målmand kan regler, så skal dommeren også kunne.. Læs bl.a. om de 6 sekunder, retten til at stå foran målmanden, indirekte frispark, hvis målmanden rører bolden (uforsætligt) med hænderne, når den er sparket forsætligt eller kastet til ham, og at målmanden faktisk ikke har særlig mange rettigheder….

Klummerne er traditionen tro hentet på DFU’s hjemmeside og her bragt i forlængelse af hinanden.

Nogle har spurgt, om jeg ikke kunne lave en sammenfatning af bestemmelserne omkring målmanden. Han er jo en yderst vigtig person, parkeret som han er på øretævernes holdeplads og højt hævet over de mere subtile taktiske overvejelser – han skal primært sørge for, at bolden ikke kommer forbi ham og ender inde i mål.  Han er spændende, fordi han ikke er som de andre spillere (f.eks. er han den eneste spiller, der er direkte nævnt i fodboldloven og er en forudsætning for, at en kamp kan begynde). Det giver nogle særregler og  indskudte sætninger mange steder, men ikke nær så mange, som man kunne tro. Da jeg for efterhånden 40 år siden begyndte at undervise dommeraspiranter, havde han sin helt egen aften, som man snildt kunne bruge. Reglerne omkring ham var håndfaste, men der var mange af dem og mange detaljer. Det var festlige tider, specielt hvis der var en enkelt gammel målmand eller to på holdet. Vi havde sjældent samme opfattelse af reglerne.

 

Tiderne skifter – nu om stunder er reglerne egentlig uhyre simple, men alligevel hænger der meget af det gamle ved, og mange bidrager uden ond vilje til at komplicere tingene. Så det er nok passende at se lidt på, hvad folk almindeligvis tror – og hvordan det i virkeligheden er.

I al fairness skal det siges, at målmanden er det sted, hvor fodboldloven har ændret sig mest. Det er her, der er blevet strammet, hver gang FIFA har villet undgå unødige pauser og spild af tid – bolden skal hurtigt ud på banen igen, for ingen gider betale for at se en målmand slå bolden i jorden eller holde på den i evigheder. Derfor forsvandt målmandens ret til at røre en ’tilbagelægning’ med hænderne i 1992.  Den oprindelige 4 skridts-regel blev til en 6 sekunders regel osv.

 

Lad os starte med kropskontakten omkring målmanden. Når målmanden har kontrol over bolden med hånd eller hænder (dvs har grebet den eller f.eks. holder den med én hånd mod jorden), er der ingen muligheder for at erobre bolden lovligt fra ham. Men så længe han ikke har sikret sig bolden, er den – med forbehold for farligt spil – frit bytte for enhver. Det er således tilladt angriberen at komme først på en bold, som målmanden ellers er ved at gribe, også hvis det betyder, at han efterfølgende får kontakt med målmanden – forudsat at denne kontakt kommer som en naturlig følge af angriberens bevægelse og vi ikke taler om f.eks. et bevidstløst spring mod bold og målmand, billedlig talt med lukkede øjne, hvor angriberen ikke aner, hvad han rammer. Det er også tilladt at angribe målmanden med skulderen, hvis det ikke er satset, hensynsløst eller med unødig stor kraft, hvis bolden er inden for spilleafstand (dvs kan spilles i næste skridt), og hvis angriberen også gør et aktivt forsøg på spille bolden. Reglerne her er fuldstændig som ved to markspillere.

 

Mange tror, at de kridtstreger, der omgiver målfeltet, indhegner et specielt helligt område, hvor målmanden er fredet. Ved festlige lejligheder får man også på TV rodet sig ud i noget med ‘det lille felt’. Én ting er, at det pågældende felt har ‘målfelt’ skrevet på sin dåbsattest (hvornår har man i øvrigt hørt nogen omtale straffesparksfeltet som ‘det store felt ‘?).  Ikke fordi jeg sover dårligere om natten af den grund. Dybest set er det jo en navnekonvention, selv om det er ganske praktisk, hvis vi alle bruger de samme fagudtryk. Det plejer at modvirke misforståelser, og det er også derfor man (forhåbentlig) aldrig vil høre en dommer i et interview bruge betegnelsen. Men for forståelsen er det meget værre, at den eneste grund til, at man i 2017 bruger noget kridt på at afmærke et målfelt, er, at man skal have et sted at sparke målspark fra (plus et par andre igangsættelsesspecialiteter).  Målfeltet har ingen som helst praktisk betydning for målmanden og har ikke haft det siden 1997. I ‘gamle dage’ gjorde det en stor forskel – men det var altså dengang.  Jeg skrev i starten, at målmanden nu om stunder er simpel. Hovedpunkterne kan i folkelig form vel udtrykkes sådan: ‘Målmanden må tage med hænder i eget straffesparksfelt og holde bolden i 6 sekunder. Mens han gør det, må ingen tage den fra ham.’  Lad os prøve at se på de lidt finere nuencer i det.

 

Den vigtigste rettighed, som målmanden har, er selvfølgelig, at han som den eneste må spille bolden forsætligt med hænderne på et afgrænset område af banen. Det betyder, at han er den eneste spiller, der kan score forsætligt med hånden (hvis man ellers kan tænke sig et udkast, der når hele vejen ned i den anden ende af banen). Det er faktisk sket – men kræver ud over en formidabel kasteteknik nogle ekstreme vejrforhold eller en meget uopmærksom kollega i det modsatte bur.  At bruge hænderne er et levn fra Englands rugby-kultur. I de allerførste fodboldregler var brug af hænderne tilladt for alle, men det blev snart begrænset til en enkelt person på hvert hold. Området har også ændret sig. I 1878 måtte målmanden tage bolden med hænder over hele banen, hvis det var ’til forsvar for eget mål’. I 1886 blev det indskrænket til egen banehalvdel – og  i 1913  til eget straffesparksfelt.

 

Men selv det kan give problemer, især når målmanden bruger hænderne helt ude i feltets grænseområder. Det giver nogle herlige reaktioner fra tribunerne, når en hel sektion af tilskuere ser målmanden uden for feltet. Pointen er, at det kan målmanden sagtens være, for det er boldens placering, der er afgørende. Man kan forestille sig en målmand på skovtur uden for straffesparksfeltet, hvorefter han med hænderne tager en bold, der befinder sig inde i feltet – mens det modsatte vil være ulovligt.  Holder vi fast i det og samtidig husker, at en fodbolds diameter er omkring 22 cm, at linjernes bredde er maksimalt 12 cm, samt at linjerne hører med til de felter, som de afgrænser, kan vi få situationer, som ser vilde ud, men som er helt efter reglerne. Vi parkerer en bold på straffesparksfeltets yderlinje, sådan at den absolut yderste runding af bolden ‘i luften’ flugter med det absolut yderste af stregen. Så anbringer vi målmanden endnu længere ude på banen, liggende på jorden og med en hånd på det absolut yderste af bolden.  Målmanden rører nu bolden på et punkt, som vel er ca. 35 cm uden for det grønne græs i feltet – men det er lovligt !  Bolden er teknisk set i straffesparksfeltet, og så har målmanden lov til at tage den med hænderne – selvfølgelig også den del af den, som reelt er uden for feltet, eftersom man ikke kan dele en fodbold i to. Det er samme princip, som afgør, om en bold er i mål eller ej – har hele bolden sluppet hele stregen ?   Dette med boldens placering gør sig også gældende ved udspark. Mange målmænd har tillagt sig den teknik at have bolden i hænderne lige til stregen, kaste den lidt fremefter og så sparke til den uden for feltet. Det er OK, for bolden er kun rørt med hænderne, mens den var i straffesparksfeltet.

 

Hvem er det så, som har lov til at tage med hænder ?  Det er den spiller, som har målmandstrøjen på – den trøje, som i parentes bemærket skal adskille sig fra alle andre spilleres, helst også den anden målmands, samt dommerens. Og for at udvide parentesen: hvorfor i alverden er målmandstrøjefabrikanter så fantasiløse, hvad angår farver ?  Det er efterhånden reglen snarere end undtagelsen, at man internationalt og i Superligaen møder trøjesammenfald mellem målmand og dommeren, som trods alt er det mindste onde. Det kan ofte ikke undgås, fordi der simpelthen er for få farver til rådighed. At rettighederne følger trøjen, betyder også, at det selv ved et ulovligt målmandsskift (lovligt sker det under en standsning i spillet, dommeren skal have besked, og trøjen skal skifte ejermand) er ham med trøjen, der må tage med hænder.  Man kan stadig engang imellem ved teoriaftener få dommere til at dømme straffespark, hvis målmand og markspiller har byttet plads i smug, og den nye målmand tager bolden med hænderne. Den rigtige løsning er at lade spillet fortsætte og uddele to advarsler til synderne, når bolden er ude af spil næste gang. Og sådan har det været de sidste 50 år…

 

Men så er der nogle begrænsninger på målmandens ret til at tage bolden med hænderne – typisk i forbindelse med forsætligt tilbagespil fra en medspiller (som vi plejer at kalde det i mangel af bedre). Det bliver startpunktet næste gang.

I sidste uge tog jeg hul på en tur igennem reglerne omkring målmanden, og i denne omgang bliver tråden samlet op dér, hvor målmanden trods alle sine rettigheder alligevel ikke må tage bolden med hænderne, selv om det foregår i hans straffesparksfelt.

 

Nogle kan nok huske, hvordan en tilbagelægning til målmanden i tidligere tider blev samlet op i hænderne, og målmanden kunne tilbringe oceaner af tid med bolden, så længe han sørgede for ikke at bevæge sig over fire skridt med den. Er man over 30, har man i hvert fald muligheden. For det var i 1992, at det blev strafbart for målmanden at røre en bold med hænderne, som forsætligt var sparket til ham af en medspiller. EM-finalen mellem Danmark og Tyskland var den sidste betydende europæiske kamp, som blev spillet med de ‘gamle’ regler.  Revolutionerende var det, og dommedagsprofeterne var hurtigt fremme. I Danmark blev vi endda fra en lokalunion opfordret til ikke at lade reglen gælde for danske lokalrækker, for det ville blive en katastrofe.

 

Det centrale i reglen er ordene rører, forsætligt og sparket.  ‘Rører’ betyder, at målmandens berøring ikke engang behøver at være med vilje. En forsvarer vil lægge bolden tilbage til målmanden, for at denne kan tæmme bolden med brystet, men  bolden rammer en knold og springer op på målmandens arm.  Jeg har aldrig set det, men reglen har taget højde for muligheden, og taksten er et indirekte frispark. Ordet ‘sparket’ kan godt drille lidt, men fodboldloven definerer et spark som noget, man gør med foden. Det betyder, at for at reglen overhovedet kan komme i spil, skal medspillerens berøring være foretaget med foden.  Det udelukker – ud over de mere selvfølgelige tilfælde med hoved og bryst – også dem, hvor bolden sendes mod målmanden med f.eks. lår, knæ, skinneben osv.  Tanken bag er, at sådan en aflevering vil få en mere tilfældig retning end den målrettede aflevering med foden, og så er forsætligheden næppe så stor fra angriberens side.

 

Det bringer os direkte over i det tredje kodeord ‘forsætligt’. Det skal altså godtgøres, at forsvarerens hensigt virkelig var at spille målmanden.  En angriber har bolden og tackles korrekt af en forsvarer, hvis primære interesse er at få bolden væk fra angriberens fødder. At bolden så efterfølgende tager retning mod målmanden, gør ikke handlingen strafbar, hvis målmanden rører bolden med hænderne. Eller forsvareren, som vil sparke bolden væk, men rammer den så jammerlig skævt, at den lander hos målmanden. Eller den forsvarer, som vil sparke bolden til hjørnespark, men gør det så upræcist, at bolden får retning mod mål, hvor målmanden griber den. I alle tre tilfælde kører vi videre, for der er ikke nogen forseelse.

 

Tilbage til dommedagsprofeterne. For hvad kom der egentlig ud af denne regelændring ?  Først og fremmest mere effektiv spilletid og mere flydende og underholdende spil. Faktisk var det så stor en succes, at reglen få år senere blev udvidet til, at målmanden heller ikke måtte tage et indkast fra en medspiller fra hænderne. Og der blev udviklet en helt ny målmandsrace, som nu ikke blot kunne klare sig ved at være fremragende med hænderne, men også kunne spille fodbold med fødderne, hvis de blev præsenteret for en bold, som de ikke måtte røre med hænderne.

 

Tager jeg mine perspektiv-briller på, er dette for mig den regelændring de seneste 50+ år, som har betydet mest for fodboldspillet. Som antydet lå krudtrøgen ret så lavt herhjemme i optaktsfasen, og der var god gang i telefon, telefax og breve (mails var ikke rigtig på mode endnu), men det var intet imod, hvad der skete andre steder. Reglen blev indført relativt brat, og det betød, at der ikke var mulighed for at afstemme fortolkningerne. På de britiske øer skete der sjove ting de første to runder, hvor stort set enhver hands fra målmandens side på en bold, som var sparket af en medspiller, blev straffet. I Tyskland kom der allerede i 1. runde i 2. Bundesliga en situation, hvor et par forsvarere gjorde grin med borgermusikken ved at lade forsvarer-1 med foden løfte bolden op til forsvarer-2, som med låret sendte bolden tilbage til målmanden. Det sendte FIFA i tænkeboksen, før det blev takseret til usportslig opførsel (og advarsel), uanset hvad målmanden gjorde – hvilket så gav lidt ekstraarbejde til alle os andre. Men efter en måneds tid havde alle fundet et fornuftigt leje – og vi havde en regel, som gjorde fodbold mere underholdende (ikke nødvendigvis for målmændene). Omgåelsen af reglen – og vi taler altså om den virkelig ekstremt unaturlige spillemåde – ser man så godt som aldrig mere. Men så dukkede det alligevel op i en Ligue 1 kamp for få uger siden, hvor en forsvarer syntes, at det var morsomt at lægge sig ned på jorden og heade en trillende bold ind til målmanden. Det morsomme hørte op, da han fik sin advarsel – og tænker vi på spillets ånd, er det oplagt, at vi nu var til cirkus snarere end fodbold.

 

Når målmanden nu har sikret sig bolden, hvor længe må han så muntre sig med den ?  Alle instruktørers mareridt var den forkætrede skridt-regel, som dels var djævelsk svær at forklare, dels  åbenlyst sjældent blev overholdt i praksis.  Den regel kunne jeg bore længe i: fra de tider, hvor det blot var fire skridt ad gangen, og hvor en ny portion skridt kunne opnås ved, at målmanden slog bolden i jorden. Over dengang, hvor det var fire skridt i alt, men de dog måtte deles i flere portioner – til det tidspunkt, hvor det var fire skridt uden mulighed for deling, før en anden spiller havde rørt bolden (og hvis en medspiller, så endda uden for straffesparksfeltet).

 

I 2000 blev alt dette erstattet af en seks sekunders-regel, og det var vi alle meget glade for (målmændene undtaget).  Målmanden må  have bolden under kontrol i seks sekunder, inden han frigør den til spil – og når han har gjort det, må han ikke røre den med hænderne igen, før den har rørt en anden spiller. De seks sekunder tæller fra det øjeblik, hvor målmanden efter dommerens skøn er i stand til at skille sig af med bolden. Så selv om målmanden har reddet bolden i en mudderpøl ude ved den ene målstang, ‘tæller’ man først, når han er kommet på benene igen. Det er ikke en stopursregel, men en praktisk foranstaltning, der skal sikre en hurtig igangsættelse. Så dommeren bestemmer, hvornår der er gået seks sekunder – som han bestemmer så meget andet. Også her forudså nogle mennesker problemer.  Hvad skulle den stakkels dommer  gøre, hvis en hel endetribune lagde pres på ham ved at tælle højt, hver gang målmanden greb bolden ?    Men målmanden kunne jo nok også høre det, så han ville sikkert  skille sig af med bolden på slaget seks for ikke at løbe nogen risiko.  Det blev aldrig et problem.

 

Sekund-reglen er den ene side af sagen. Den anden side er, at ingen må forhindre målmanden i at skille sig af med bolden.  Han må ikke angribes med skulderen (direkte frispark), og ellers indirekte frispark for andre raffinerede forsøg på at få bolden fra ham, f.eks. ved at heade den eller sparke til den, også når han har kastet bolden lidt frem i luften foran sig som et naturligt led i at sparke den ud. Romantikere  kan hævde, at det fratager kunstnerne nogle rettigheder. Der var vitterlig spillere, som kunne heade bolden fra målmanden eller prikke den fra ham ved et udspark, uden at det blev til farligt spil. Og kors, hvor blev der ballade, når der dengang – fuldt korrekt – blev dømt mål.  Den kunstneriske frihed er blevet indskrænket, men det er muligheden for dommerskøn også, så vi får en mere ensartet vurdering. Og mens det på samme måde er fuldt ud tilladt at stille sig foran en målmand, som har bolden i hænderne – ingen har tinglyst ejendomsret til nogen græstørv på en fodboldbane – bliver det strafbart at følge med målmanden for at genere ham i igangsættelsen.

 

Så mangler jeg vist kun at minde om, at målmanden i relation til farligt spil ikke har nogen som helst specielle rettigheder: den målmand, som  kaster sig vildt ud i en høj bold med begge næver forrest eller går op i en luftduel med knæet højt løftet ‘for at beskytte sig’ bærer selv risikoen og straffen, hvis det går galt over for en modspiller. Og hvis nogen skulle sige, at det bliver jo yderst sjældent dømt, er jeg desværre meget enig.