I denne udgave af sin fast klumme på DFU’s hjemmeside tager Jan Carlsen fat i to situationer, der begge har det tilfælles, at en spiller rammes af en fod i hoved. Situationerne bedømmes ikke ens af dommerne – måske det er rigtigt af forskellige årsager. Samtidig kommer Jan lige gennem betingelserne for de forskellige mulige kortfarver i en sådan situation – lige fra intet kort til det røde, og hvilke overvejelser dommeren gør sig.

Læs klummen her:

Jeg har før på denne plads udbredt mig om ét af klummeskriverens spøgelser, som man kunne kalde ‘angsten for det hvide papir’. Egentlig et udtryk, som tiden i et eller andet omfang er løbet fra, og som om en generation eller to måske nærmest skal have en fodnote med på vejen for overhovedet at blive forstået, for det er vel de færreste, der nu om stunder sidder med kuglepen og papir og venter på, at inspirationen skal indfinde sig. De fleste af os sidder vel med et stort tomt Word-dokument eller tilsvarende og stirrer på det, mens vi venter på at kunne klapre løs. Jeg skal nu hilse og sige, at det kan være mindst lige så intimiderende som de linjerede stykker papir, der lå og hånede én ved indledningen til enhver skriftlig eksamen for snart mange år siden. Og selv om det efterhånden er otte et halvt år siden, at jeg begik den første klumme til Tipsbladet – gad vide, hvor den tid dog blev af – kan det blanke dokument på skærmen stadig få pulsen til at slå en anelse hurtigere, mens deadline-djævelen står og prikker diskret på skulderen.

Men så er der heldigvis også uger, hvor temaet nærmest kommer springende af sig selv, og hvor skæbnen vil, at der inden for samme weekend eller uge kommer flere situationer af samme type, som det kan være en fest at sammenligne. For heldigvis er der aldrig to situationer, der er nøjagtig ens – det er ligesom noget af charmen ved det hele. I denne weekend var det to situationer, hvor en angriber og en forsvarer begge vil have fat i en løs og høj bold. Om lørdagen mellem Manchester City og Liverpool er det Liverpools Sadio Mané og Citys målmand Ederson – og om søndagen herhjemme mellem FCK og FC Midtjylland Denis Vavro og Alexander Sørloth. I begge tilfælde ender det med, at angriberens fod lander i hovedet på forsvareren – og i begge tilfælde kommer forsvareren slemt til skade. I Manchester er kortet rødt – i København er kortet gult. Og hvorfor er der så lige den forskel ? Den billige og flabede udgang på det spørgsmål ville være at sige, at det er to forskellige kampe, to forskellige stemninger og ikke mindst to forskellige dommere. Det er sandt nok, men reglerne er forhåbentlig de samme.

Først og fremmest skal jeg slå fast, at vi – hvad der næppe kan undre nogen – er ovre i afdelingen for farligt spil og i den grad med kontakt. Vi er selvfølgelig også nødt til at finde ud af, hvem der egentlig gør situationen farlig, for det er vedkommende, der skal straffes. I ingen af situationerne er der tvivl om, at det er angriberen, der gør situationen farlig, for det er ham, der er den primært aktive. Men anstændigvis skal det modsatte også lige vurderes – hvis det var forsvareren, der som den sidste på bolden selv dykkede ned i foden, var det ham, der havde gjort situationen farlig, og så ville det – uanset om tænderne fløj i alle verdenshjørner – principielt normalt være angriberne, der skulle have frisparket. Det ville i så fald være et indirekte ét af slagsen, når det er dømt for farligt spil mod én selv – men det kommer vi ikke i nærheden af her. Det er forsvareren, der som det uskyldige offer skal have frisparket – og så bliver det et direkte frispark for det, som nu om stunder lovmæssigt hedder ‘bremser en modspiller med fysisk kontakt’. Men ‘farligt spil med kontakt’ kan alle forstå og forholde sig til, så jeg sover ikke specielt dårligt om natten, hvis man for forståelsens skyld kalder hændelsen det.

Direkte frispark – men så er der kortfarven, som jo principielt kan være gul, rød – eller slet ingenting. Fodboldloven bugner mange steder af kriterier, som dommeren lynhurtigt skal gennemløbe, før han tager sin beslutning – det gælder områder, som hvad det vil sige at berøve en oplagt scoringsmulighed (rød), bremse et lovende angreb (gul) – og vurderingen af f.eks. tacklinger. Ingen af delene kan vi bruge her, for tacklinger er noget, som foregår ved fødderne (selv om man godt blandt spillere, trænere, medier og herren hjælpe mig også dommere med mellemrum kan høre ordet ’skuldertackling’, hvilket dybest set er nonsens).

Vi er med andre ord ovre i de almindelige færdselsregler for opførsel på en fodboldbane, som gerne skulle sikre, at alle kan gå nogenlunde uskadt på arbejde dagen efter – og dermed begreberne ’satset’, ‘hensynsløst’ og ‘unødig stor kraft’, som skal udløse henholdsvis intet, gult eller rødt kort. Det satsede kan vi godt se bort fra i denne sammenhæng, for det karakteriserer det almindelige frispark, som der optræder et dusin af i en hvilken som helst fodboldkamp. Det er alle nok enige om, at vi ikke har at gøre med, så det er ‘hensynsløst’ og ‘unødig stor kraft’, det drejer sig om.

‘Hensynsløst’ defineres som, at spilleren har handlet uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for – og ‘unødig stor kraft’ handler om, at spilleren er gået ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare. Ved ‘hensynsløst’ behøver faren altså ikke blive en realitet, bare muligheden er der – og ved ‘unødig stor kraft’ er faren til stede. Så hvilken side af hegnet skal vurderingen af de to situationer falde ned på ?

Starter vi i Manchester, er det en lang og høj bold, som både Mané og Ederson jagter. De mødes uden for straffesparksfeltet, hvor Ederson akkurat får kontakt med bolden, inden han rammes voldsomt af Manés fod i hovedhøjde med knopperne forrest. Mané kommer i fuldt firspring og springer nærmest det sidste skridt ind, uden at han på det tidspunkt har den store mulighed for at spille bolden. Så kodeordene her kunne være fart, kraft, knopper og mulighed for at spille bolden. At det virkelig var farligt ses alene af, at Ederson må bæres ud, og billederne af hans ansigt bagefter er heller ikke noget muntert syn. At det er målmanden, som det går ud over, gør ikke nogen forskel – selv om mange målmænd tror det, har de ikke forkørselsret eller nogen specielle rettigheder i denne henseende, så det er alene sammenstødet, der skal vurderes. I mine øjne er definitionen for ‘unødig stor kraft’ i den grad opfyldt, og jeg kan slet ikke forestille mig nogen anden kortfarve end rød – med al respekt for f.eks. den engelske tidligere topdommer Clattenburg, som har ment, at man godt kunne have nøjedes med gult. Det er hårdføre folk dérovre på øerne.

I København har vi en høj bold ind i straffesparksfeltet med retning mod både Vavro og Sørloth. Vavro har blikket rettet mod bolden – ligesom Mané havde det – hvilket dog ikke forhindrer ham i at holde lidt fast i Sørloth, så han ved godt, at der er en forsvarer, på samme måde, som Mané selvfølgelig måtte vide, at der kommer en målmand ud i ham. Vavro letter en anelse fra jorden og svinger benet op i boldens højde, hvor Sørloth samtidig har bevæget hovedet mod den og kommer marginalt først på den, før han rammes i hovedet af Vavros fod – oversiden af støvlen, ikke knopperne. Resultatet her er en brækket næse, så faren er i hvert fald til stede. Forskellen til Manés situation er for mig at se kraften (benet svinges nærmest op fra stående stilling), fodens position og en større mulighed for at spille bolden. Vi befinder os helt klart i grænseområdet, hvor gult og rødt mødes, men jeg synes trods alt, at det er definitionen på hensynsløst, som er opfyldt her, snarere end at det er definitionen på unødig stor kraft.

Når man taler farligt spil, hvor spilleren jo som udgangspunkt har til hensigt at spille bolden – ellers ville vi være ovre i en helt anden boldgade for forseelser – har jeg som mit eget lille personlige pejlemærke, at når spilobjektet er bolden, skal der virkelig lægges nogle ekstra faktorer på, før kortet bliver rødt. Det synes jeg, at der er i Manés tilfælde (primært farten og knopperne og også til en vis grad muligheden for at spille bolden) – men jeg vil blive på gult for den danske episode.

Men der er som bekendt ingen endegyldige sandheder i fodbold, når det kommer til situationer, hvor dommeren skal skønne. Tirsdag aften viste jeg begge situationer i forbindelse med en teorigennemgang for en samling københavnske fodbolddommere af alle indrangeringer og aldersklasser. Her gav en hurtig håndsoprækning 60-40 til rødt kort for situationen i Parken, før vi begyndte at dissekere den. Hvilket bare viser, at man i hvert fald også blandt fagfolk, når det kommer til første indskydelse, befinder sig inde i gråzonen. Men rødt i Manchester er der ikke nogen, der skal få mig væk fra ud fra de billeder, der har været til rådighed.