Nu begynder kampen om snart på alle niveauer i breddefodbold. Det betyder også, at der skal jubles, når man scorer. Men hvad må man egentlig. Jan Carlsen tager fat emnet i sin ugentlige klumme på Danske Fodbolddommeres hjemmeside. For nemheds skyld er den sakset og lagt ind her. Samtidig rundes der lige et par andre emner – mål på begyndelsesspark og målspark…
Noget af det fascinerende ved at beskæftige sig med fodboldloven er, at selv de mest mystiske situationer har det med at optræde i praksis, bare man venter længe nok. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg til teoritests og tilsvarende har hørt sølle undskyldninger fra dommere i stil med ‘Nu er jeg altså mest praktiker’ og ‘Det sker jo aldrig’. Men pludselig er situationen der – og så ville det jo være dumt, hvis man ragede sig en protestsag på halsen, fordi man greb forkert i lykkeposen. Indrømmet – nogle situationer er vanskeligere at forestille sig end andre, og nogle gange skal man vente længe, før de dukker op i det virkelige liv. For eksempel måtte jeg vente hen ved 35 år på målsparket, som bliver sparket direkte i eget mål. En teoriklassiker, hvor jeg flere gange har været ved at blive stenet ud af byen, når jeg har stillet situationen op. Der er ganske rigtigt også nogle ting, der skal gå op i en højere enhed – først og fremmest skal vi have sat bolden i spil, og ved et målspark betyder det, at den skal sparkes direkte ud af straffesparksfeltet og ind på banen. Dernæst skal vi så have sendt bolden tilbage i eget mål, uden at den rører nogen andre spillere – hvilket forudsætter en orkan eller tilsvarende (eller at bolden rammer dommeren i ryggen og springer tilbage, hvor den kom fra). Men efter 35 år var den der med orkan og det hele – i en tysk sekundakamp, hvor der endda var kamera til at forevige. Og moralen er så, at dommeren dømte mål i stedet for det hjørnespark, der skulle være dømt, fordi man ikke kan score direkte i eget mål på målsparket (eller for den sags skyld på nogen andre igangsættelser). Den situation oplever dommeren med statsgaranti kun én gang i sin karriere – og så dømte han forkert…
Tirsdag ramte endnu én af disse ‘umulige’ situationer så danske netmedier med billeder og det hele – nemlig begyndelsessparket, som bliver sparket direkte i modspillernes mål. Det hænder dog, at der scores fra egen banehalvdel, eller at målmanden sender et udspark ned i kollegaens mål – men jeg mindes ikke tidligere at have set begyndelsessparket til en død bold gå i mål. Som med så mange andre underholdende ting skal vi til Sydamerika : til tredjebedste brasilianske niveau og en kamp mellem Comercial og Catanduvense. Sidstnævnte havde netop bragt sig foran 1-0 – og det var, da bolden blev givet op efter dette mål, at en Comercial-spiller høvlede den direkte ned i mål til udligning. Målmanden havde godt nok også taget opstilling nogenlunde på højde med straffesparkspletten 11 meter ude, men det er nu meget godt klaret alligevel. Typisk vil dommeren ved starten af hver halvleg lige sikre sig, at der kommer en armbevægelse fra målmanden, som viser, at han er klar, men under kampen må man formode, at den værste søvn er gnedet ud af øjnene.
Og mål er der – det var ved den forrige større revision af lovbogen i 1997, at det blev muligt at score direkte på begyndelsesspark (og i øvrigt også målspark, hvis nogen skulle have mod på at forsøge sig med det). Det efterlader kun to igangsættelser, som man ikke kan score direkte på i modspillernes mål, nemlig indirekte frispark og indkast. Så her var et nyt klip til næste vinters teorigennemgange – og da ganske forfriskende i stedet for at se begyndelsessparket blive sparket bagud, som det oftest sker nu, efter at det blev tilladt sidste sommer, således at holdet kan bygge op i ro og mag.
Som i sidste uge tager jeg lige en ting med, som er dukket op fra læserne – denne gang faktisk for meget længe siden, men der har bare ikke rigtig været tid, plads eller lejlighed til at runde det før nu. Hvilket bare viser, at man heller ikke her – ligesom med DVD-klip med spøjse situationer – skal opgive håbet om, at det lykkes en dag. Læseren havde i en kamp set den lidt atypiske situation, at en målscorer forlod banen, udsøgte sig en mur et sted, hvor der ikke var tilskuere, satte sig med ryggen mod muren og modtog medspillernes hyldest dér. Men er det overhovedet lovligt at forlade banen på den måde ?
Vurderingen af scoringsjubel er én af de mere muntre dele af fodboldloven, og i virkeligheden er der ret vide rammer – til glæde for dem, der gerne ser følelserne komme til udtryk. Det er også ét af de område, hvor spillere har udvist forbløffende kreativitet og er sluppet mere eller mindre godt fra det. Men der er et par helt grundlæggende krav. Først og fremmest må man ikke overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane. Eller sagt på en anden måde: det skal stadig være fodbold og ikke cirkus, man er vidne til. Der er gennem tiderne lavet mange gennemkoreograferede og velforberedte indslag, og ved nogle af dem har man sikkert også som dommer lukket øjnene, fordi det vitterlig var morsomt, selv om det ikke lige ramte inden for normalområdet for opførsel. Det andet krav er, at der ikke må gå uforholdsmæssigt lang tid med jubelen – vi skal videre, og der er næppe gavnligt for stemningen eller humøret hos det hold, som der lige er blevet scoret imod, at de nu skal overvære en jubelscene i fem akter. Det lyder, som om læserens eksempel balancerer lige på kanten her.
Så er der opregnet nogle ganske få tilfælde, hvor dommeren ikke engang skal skønne, for den jubeltype er pr. definition forbudt og skal koste en advarsel. Man må ikke klatre op ad hegnet mod tilskuerne. Egentlig logisk nok, for her snakker vi om sikkerhed, ikke bare for spilleren selv, men nok så meget for tilskuerne med hvad det kunne indebære, når alle vil ned og juble sammen med spilleren. Man må heller ikke gestikulere på en provokerende, hånende eller ophidsende måde. Igen sikkerheden: det kunne gå ret galt at stille sig ned til modspillernes fans (hvis det nu var i den ende, de befandt sig) og komme med nogle få velvalgte fagter. I embeds medfør så jeg til en VM-kvalifikationskamp mellem Wales og Nordirland en nordirsk målscorer først sparke hjørneflaget halvvejs ud af Millennium Stadium, få en advarsel for det – og så på sin vej op mod midten lave nogle ikke specielt sobre bevægelser til de walisiske tilskuere. På den måde lykkedes det ham at blive udvist inden for et lille minut fra sin scoring. De fleste ved også, at man ikke må tage trøjen af eller tildække sit hoved med den. Det kan man mene om, hvad man vil – det har nu aldrig været noget større problem på vores breddegrader med de temperaturer, som vi normalt holder os – men jeg har nu altid syntes, at det var meget rimeligt, at man beholdt tøjet på, når man spiller fodbold. Og endelig den – synes jeg – mest kuriøse: at dække sit hoved med en maske eller tilsvarende. Jeg kunne forstå det f.eks. under et brasiliansk karneval, men det optræder faktisk også af og til her nordpå. Rasmus Festersen prøvede i sin FC Vestsjælland-tid at juble med en Zorro-maske lavet af et par strømper, som var skjult i de rigtige strømper. Han fik som foreskrevet en advarsel – desværre for ham nr. 2 i kampen. Og forrige år i Bundesligaen havde vi i en kamp et par Batman og Robin-masker i spil – med det specielle resultat, at Batman fik en advarsel, mens Robin slap. Hm.
Men for at vende tilbage til udgangspunktet: det står faktisk skrevet direkte ind, at det ikke i sig selv er en forseelse at forlade banen for at juble, hvis man i øvrigt opfylder kravene ovenfor. Og hvorfor så egentlig det, for det ville da være den simpleste sag af verden at forbyde det, så meget mere som man jo ellers ikke vil have spillerne til at løbe ind og ud af banen. Mit bedste bud er, at det igen er følelserne, der kommer i spil. Nogle stadions er på grund af afstanden ud til tilskuerne bare bedre at juble på end andre. F.eks. kan jeg sagtens forstå, at man i Aarhus skal en tur ud over løbebanen for at komme bare lidt tættere på de fans, som man gerne vil glæde sig sammen med. Men dér er grænsen så også – begynder man først at hoppe over rækværket for at juble sammen med de gode venner oppe på 4. række, går det ikke. Igen er det hensynet til sikkerheden, der stikker hovedet frem her.
Så man kan komme langt omkring med scoringsjubel – og rent bortset fra, at det jo nu står i lovbogen, at dommeren skal tage højde for spillets ånd, står det faktisk direkte om scoringsjubel, at dommeren skal være synlig og udvise sund fornuft i sin vurdering. Man må godt være glad – bare man husker de relativt få regler ovenfor.